Det var så fed en fornemmelse at drøne derud ad og miste kontrollen en lille smule, når det lige lidt for stærkt... Nu foregår det meste med livrem og seler... Jeg tager den ikke længere overfor gult... sådan er det vist at blive mor.
Nå, men jeg kravlede på loftet, men kunne kun finde Chris rulleskøjter. En str. 46 dur nok næppe, selvom mit første par var et par i en str. 40, som Henrik havde købt til mig i et køtilbud i Magasin. Jeg var 14 tror jeg - sneg mig over på en parkeringsplads ved mørkets frembrud og øvede. Det så ikke smart ud, men jeg blev ved og fandt balancen og til sidst kastede jeg mig ud i det og har været tosset med det lige siden.
Endelig fandt jeg mine rulleskøjter i en flyttekasse og der gik ikke lang tid før jeg var over alle bjerge. Tog banestien til Allingåbro - 8 kilometer i det hele og det tog mig ½ time. Det synes jeg nu er godt gået for sådan en som mig, som absolute ikke har en ski* kondition.
Jeg er sikker på jeg fik blæst lungerne rene for sikke en tur i den smukke natur og friske luft. Hvor er jeg bare glad for at bo lige her på næsetippen, jeg bliver for hver dag mere og mere overbevist om, at vi har fundet vores plet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar