Når i ikke ser det...

Børn er fantastiske - mine børn er særlig fantastiske! (:
Jeg elsker de her små øjeblikke, hvor de har gang i noget, ikke altid noget de må, men hvor de sætter sig noget for, udforsker verden, smager på livet og viser en enorm appetit og nysgerrighed, som jeg håber de aldrig vil lægge fra sig.

Hverdagen flyver afsted og jeg har tit travlt med alverdens sysler og praktiske gøremål, som jo skal ordnes, men som engang imellem også kan vente til imorgen. Midt i travlheden er det skønt at sætte sig ned og beundre vores to piger...... lade tiden stå stille og bare nyde og suge til sig.

Forleden kiggede jeg på Laura, mens hun ikke så det. Hun var dybt optaget af sit spejlbillede, men hun var på ingen måde klar over at det var hende selv, for hele tiden kiggede hun bag ved spejlet... tænk ikke at have den erfaring. Det ville da være rart, hvis man vidste det samme, når man bliver 60... altså, at den i spejlet ikke var én selv. Det vil skåne én for mange skuffelser haha.

Ida, Ida Ida Ida, hun er herlig! Hun synger og snakker med sig selv og her er så tomt, når hun ikke er her. Det er så sjovt at betragte hende og Zofie, når de leger. Hvordan de har forskellige roller og hvordan de griber konflikter an. Børn har en utrolig evne til at grine, græde, skændes og lege godt sammen indenfor blot en time - og børn bærer på ingen måde nag. Så snart de har været oppe at toppes og er blevet venner igen, så er det skete glemt og de lever bare nu og her! Hvor kan vi voksne lærer rigtig meget af de små mennesker! - De er bare så gode og hjertelige i alt hvad de gør. Men hvornår er det, at det går galt, hvis vi alle har været sådan... Er det fordi verden er sådan et råddent sted, hvor alt det gode stille og roligt bliver erstattet af en masse bras? Jeg ved det ikke... Det må jeg vist tænke lidt over.

Nu vil jeg snuppe mig et varmt bad og kridte skoene. Pia og jeg og vores to livsstykker vil bevæge os ud i verden - den gode del af den!