mandag den 5. januar 2015

En uvurderlig tid

Der var Lene med det lange mørke hår, der var Jes, med et stort kamera hængende om halsen, der var Tove med hesten Leopold ved sin side, Der var Erik, altid at finde i huleområdet, der var Verner, byggelegepladsens overhoved... Der var en flok ildsjæle, der for rigtig mange børn gjorde så stor en forskel og sætte så dybe spor, at selv jeg den dag i dag kan genkalde den ene oplevelse efter den anden, klokkeklart og som friske dug en tidlig morgenstund.
Mine gode barndomsminder er mange, men særlige er dem jeg har fået på Byggelegepladsen Musvågevej i Århus V. 
"Bygge", som vi alle kaldte den, lå som en smørklat mellem høje boligblokke af beton og det som nok vil gå under betegnelsen ghetto. En del af børnene kom fra socialt dårlig stillede familier. Jeg så egentlig ikke sådan på det dengang. De var jo mine kammerater, men jeg lagde da godt mærke til at Michael ind imellem gik amok, at Lars fik lov at være ude til meget senere end mig og Asta og Henning boede alene med en så sur far, der vist oftere gav en lussing på kinden, når der burde være givet et kys. Jeg elskede at bo hvor jeg boede, der i nummer 114, 2. sal til venstre, med udsigt udover et smilende Århus. Mine bedste veninder lige rundt om hjørnet og min mormor i samme blok som os. Det var trygt, det var dejligt og byggelegepladsen var som blødt smør mod ganen.
Jeg har aldrig drømt om at blive pædagog og jeg har heller ikke gjort mig de store tanker om det, da jeg bestemte mig for at bygge pædagog uddannelsen ovenpå min uddannelse som social og sundhedsassistent. For mig er det altid faldet naturligt at kære om mennesker, selvom jeg sommetider føler mig lidt amputeret og usocial i nogle sammenhænge. Men måske var det slet ikke så tilfældigt at jeg valgte den pædagogiske vifte. Måske har Lene, Jes, Tove, Erik og Verner gjort større indtryk på mig end som så.
Når jeg taler med sømanden om hvorfor han valgte at sejle, er svaret nok lidt som grunden til at jeg valgte at blive pædagog. Den romantiske forestilling om, hvad de to erhverv rummer, eller lad mig hellere sige, rummede. Sømanden havde en forestilling om at komme på eventyr og se hele verden. Men verden har forandret sig. Alting skal gå så ucharmerende hurtigt, at der slet ikke er plads til den passionerede ildsjæl. Magien forsvandt med politikernes magt og jeg sætter ofte spørgsmålstegn ved, hvad der driver mig til at arbejde med det jeg gør? Svaret må findes, der hvor det hele startede - på " bygge". Med en tro på og et ønske om, at kvalitet er bedre end kvantitet og at kvalitetstid er dårligere en kvantitetstid. Tid er en så stor mangelvarer i denne verden og vi har endda selv gjort kål på den. Vi har valgt det materielle på bekostning af nærværet, fordybelsen, roen og tiden. Fire begreber, som var helt essentielle  på byggelegepladsen.
Det var her vi uden pædagogiske læreplaner, tests, regler, målene og vejen lærte at gribe livet udenfor.
Der var dyr for enhver smag og vi lærte at kære og have ansvar for alt levende - ellers døde de sku.
Vi byggede huler så høje som skyskrabere, føltes det. Og gjorde vi det ikke rigtigt, styrtede skidtet sammen.
Vi dyrkede grøntsager og lavede mad over bål eller ler ovne, som vi selv havde bygget.
Jeg har spist litervis af brændenælde suppe og jeg elskede det, for det gav mig sikkert varmen og slukkede en naturlig tørst eller sult, fordi vi var ude året rundt. Ikke fordi vi skulle, men fordi vi ville. De voksne var omkring os. De var tilstede, fordi de havde tiden og fordi de fik lov at gøde alt det de var passioneret omkring.
Det var i mørkekammeret, jeg som 10 årig fik øjnene op for det fotografiske univers. Duften af det syntetiske stof og synet af de røde lamper, billedet der stille og roligt dukkede op, mens jeg skvulpede karet forsigtigt frem og tilbage. Det var som meditation for sindet. I dag trænger jeg til meditation ved siden af alt det andet jeg fylder min sparsomme tid med...
Jeg ved godt at tiderne ændre sig. Min barndom var sikkert materiel, set i forhold til min fars tid, hvor morgenmælken tidligt hver dag skulle leveres og pengene røg i den daglige husholdning.
Min barndomserindring om byggelegepladsen har blot sat sig som en usynlig tatovering af dybe og dyrebare minder - Jeg vil ønske for mine børn at de, når de bliver voksne, kan genkalde de samme uvurderlige barndoms øjeblikke.


3 kommentarer:

Karen (mig og mine stjerner) sagde ...

Så fine ord, Camilla! Og hvor har du ret! Vi skal tage os tid til at bare være og give plads til hinanden. Tak for et flashback til barndommens tid.
Kh Karen

Linda Karsberg sagde ...

Hej Camilla
Hvor sjovt at falde over dig og netop dette indlæg på din blog. Tak for turen down memory lane 😃.
Hvor er det præcist og rammende skrevet. Bragte mange minder om gode barndomstider i blokkene og på bygge frem.
Kh Linda

GitteG sagde ...

dejlig beskrivende om en skøn tid vi havde som børn. I dag er det så anderledes for vores egne børn men håber da også at de vil kigge tilbage og huske en god tid.
Du skriver så skønt og det er en fornøjelse at få lov at læse dine velskrevne ord. tak
knus
Gitte