søndag den 3. maj 2009

Den klammeste gåsehud



Jeg fik ikke set tv2 dok i torsdags, men havde fået Chris til at optage det til mig. Et program jeg måtte se... aner ikke hvorfor? For at ryste mine indvolde helt omkuld og forarges over at der findes SÅ syge mennesker derude? For at se hvad man skal kigge efter, nu det lader til, at dem der skal passe vores børn engang imellem svigter på det groveste!
Jeg tænker jo lidt, at man da kunne gennemskue en pædofil? Jeg har altid antennerne ude overfor mine egne børn... Min umiddelbare tanke, hvis de blev gjort ondt er, at jeg vil ty til selvtægt, men når jeg tænker over det, ved jeg ikke hvad det vil gøre for mig og for mit barn? for ikke at tale om de konsekvenser det ville føre med sig. Det vil jo ikke fjerne den smerte det syge menneske har påført mit barn... (men jeg ville vide at den syge stodder ikke bare ville blive isoleret og beskyttet i et eller andet fængsel...hmm). Jeg tror egentlig det er menneskeligt at ens overlevelsesinstinkt vil spille en en pus.
Jeg starter udsendelsen og det løber mig koldt ned af ryggen...alle hårene rejser sig på hele min krop, ja selv de allermindste fimmerhår. Det er som om en film starter inde i mit hovede. Billeder fra 2004, hvor jeg var i øvelsespraktik i en naturbørnehave i Århus. Martin - forbryderen, var min kollega dengang! Jeg fatter det ikke?
Det er som om jeg lige er kastet 5 år tilbage og prøver at genopfriske det jeg kan huske fra de tre måneder jeg arbejde sammen med ham? Jeg husker ham som lidt sær, men en gave for børnene. Kan huske jeg tit følte mig håbløs ved siden af ham og hans børnetække og jeg kunne på ingen måde nå ham til sokkeholderne i konkurrencen om at være mest populære... Martin hittede! Jeg fik i denne praktik meget ros for mine iagtagelsesevner, men den her havde jeg ikke set komme! Det er uhyggeligt hvordan man kan tage fejl af et andet menneske!
Jeg har netop kigget alle gamle billeder fra denne praktik igennem og hver gang han kom frem på et af dem fik jeg den klammeste gåsehud. Ja hvad kan jeg sige, tingene er mere end hvad øjet umiddelbart ser og det er frygtelig skræmmende!

Ingen kommentarer: