fredag den 26. juni 2009

Sorgens dag


Jeg går hen af villavejen med Ida i den ene hånd og Laura i barnevognen, klokken er knap 9 og solen bager allerede ned fra himlen... En mand er igang med at feje det nylagte fortorv. En radio står og sender nyheder ud i vores lille land. 
"Han blev trods alt kun 50 år" lyder en stemme og jeg kan ikke lade være med at gå langsommere forbi for at høre lidt at det interview der er igang. 
Det virker meget surrealistisk at selveste Michael Jackson er død - The king of pop. Selvom han ikke just udstrålede livsgejst, så var det chokerende at høre nyheden imorges, da Chris ringede hjem og fortalte mig om den. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, men det var ikke Michael Jackson der kom frem på nethinden. Med hans forvandling troede jeg vel han var udødelig? 
Der er et utal af meninger om manden, men jeg tror ingen kan sige sig fri fra, at han rørte noget i os alle med sine sange og sine usædvanlige evner indenfor musikkens kunst. Han var eminent til det han i virkeligheden blev kendt for. Måske nu, når han er væk kan folk igen kan se hvor genial han egentlig var og på den måde vinde lidt respekt tilbage.
Michael Jackson var et sandt musikgeni og jeg ved ikke om nogen kommer til at nå ham til sokkeholderne? I musikken var han stærk og overlegen, men som menneske virkede han enormt skrøbelig og ligeså porselænsagtig, som han kom til at se ud. Jeg tror i virkeligheden at han var et alt for følsomt menneske til at begå sig i den musikalske verden og at det afgjorde hans skæbne. Han gav sig selv titlen "The king of pop" og det må have lagt et enormt pres på ham. Nu er han væk og jeg har det sgu lidt underligt med det. Minder fra mine teenage år kommer nu frem. Kan huske mit værelse var tapeseret med plakater af ham og husker da jeg fik mit første kasettebånd med hans musik. Jeg kan kun sige, at jeg havde dyb respekt for manden og jeg håber han har det godt hvor han er nu!
Nu jeg skriver om at The king of pop er død, så er der sket en anden sørgelig begivenhed i dag. Cecilie Frøkær stopper på Go´morgen Danmark og jeg vil gerne have lov at udnævne hende til The Queen of TV (: Efter min mening var hun for fjernsynet hvad Michael Jackson var for pop musikken... intet mindre (:
Go´ morgen Danmark - nu vil jeg tage hul på en solbeskinnet fredag!

Ingen kommentarer: