fredag den 24. februar 2012

Speltboller op, speltboller ned

Det har været fastelavn og i år har overskuddet været til at lave "gør det selv" kostumer. Laura er en meget pige pige, som, hvis hun selv kunne få lov at bestemme, ville bo i en kjole, nat og dag, sommer som vinter og naturligvis er fastelavn ingen undtagelse. Ida vil jeg kalde den modige type. Man kan da sige, at det er lidt modigt at klæde sig ud som en gulerod, hvis sidemanden i skolen kunne tænkes at være kanin..
Historien herunder kunne være fra en virkelig fastelavnsfest... Læs med og døm selv...


Et brud på nul sukker-politikken fik flere forældre til at gå amok med køller og birkegrene under en fastelavnsfest på Østerbro.
Det skulle have været sådan en festlig dag i børnehaven Tumlehøj. Børn og forældre havde glædet sig til den årlige fastelavnsfest. Det startede også godt.
Overalt i børnehaven vrimlede det med kønsneutralt udklædte børn: Drenge i sygeplejeuniformer, piger i jakkesæt med indsyede aktieporteføljer og et enkelt transgender kostume i form af en prinsessekjole, kunstigt overskæg og høj hat.
De særligt ambitiøse forældre havde sågar lagt stribevis af billeder ud på sociale medier, hvor deres små poder var iført disse kostumer, som naturligvis ikke var købt, men syet af forældrene selv. Men da en far brød institutionens nul sukker-politik, brød helvede løs.
Speltboller op, speltboller ned…Søren Molkær er alenefar til Silke på 5. Han er ifølge de andre forældre og Tumlehøjs pædagoger også grunden til, at fastelavnsfesten gik så galt, at RokokoPosten møder ham på hospitalet.
”Jeg forstår ikke, at nogle slikposer kan skabe så meget ravage. Jeg ville jo bare glæde børnene,” forklarer han.
Søren vidste godt, at Tumlehøj fører en madpolitik, hvor tomme kalorier ikke tolereres. Stik imod reglerne listede den 38-årige far alligevel slikposer ned i tønderne.
Da Tristan på 6 år slår bunden ud af den første tønde, der naturligvis er hverken blå eller lyserød, men malet i naturlige nuancer, bliver der stille på stuen. Midt på gulvet ligger speltboller, nødder og tørret frugt pludselig blandet sammen med slikposer fra Haribo.
Søren er den eneste, der bryder tavsheden ved at klappe ad de mange børn, der styrter hen mod de farvestrålende poser. Alles øjne er stift rettet mod alenefaren, og inden han når at flygte, kaster både mødre og fædre sig over ham med køller og fastelavnsris.
”Jeg er fuldkommen magtesløs. En af mødrene hopper op på min ryg og river mig i håret, mens hun skriger ‘Speltboller op, speltboller ned!’ og får én til at piske mig med et fastelavnsris,” fortæller Søren.
Formynderiske ”Sukker-Søren”Situationen er så tilspidset, at Søren ikke ser, hvem af forældrene der overfalder ham med køllerne, som har kostet to brækkede ribben og en læderet milt, der nu skal fjernes. Efter episoden har både forældre og pædagoger i Tumlehøj frosset Søren ud.
”Han skal ikke i nærheden af mine børn – og sådan har de andre forældre det også,” fortæller Anne-Mette Hermansen, mor til Tristan, der oplevede slikket på nært hold, da han  slog bunden ud på tønden i de neutrale nuancer af brændt okker.
”Jeg har ondt af ham. Ikke så meget, fordi han ligger på hospitalet, men fordi han bor alene. Han har ikke en kæreste eller kone, der kan fortælle ham, hvad der er bedst for hans barn, så det kan kun ende galt for datteren, og det er synd,” lyder det fra moren.
Anne-Mette Hermansen har nu startet en gruppe på Facebook, der advarer pårørende og andre forældre i lokalområdet mod ”Sukker-Søren”.
RokokoPosten vil gerne vide, om angrebet på Søren kunne være undgået, fx ved brug af en mundtlig påtale. Resultatet er en bemærkning om, at “formynderiske forældre som Søren kan finde på hvad som helst”.

5 kommentarer:

Jeanne/Shelle86 sagde ...

Jeg siger altid - til næste år laver vi dragter selv, - men så meget overskudsmor er jeg åbenbart ikke når det kommer til stykket. Dine er dog virkelig virkelig fine!! Super godt gået...

Mht. din rigtig fine historie, så øhh.. stakkels mand, - og stakkels børn af hysteriske forældre. Var min tanke. men ikke givet at andre er enige... Men jeg er jo som sagt heller ikke "overskudmor" i så høj en grad jeg gerne ville være, - så måske ser "den slags" forældre klarere end jeg :)

- Jeg kendte engang en familie der holdt fast på ingen sukker politik... = aldrig sukker! Hver fredag fik børnene ét stykke sukkerfri tyggegummi hver - nichts weider. Hmmmm.... Ikke et scenario man kommer til at se i mit hjem.

Therese sagde ...

God historie. Jeg er evigt træt af at der skal være regler for alt. Vi skal stole på at alle forældre følger deres fornuftige forældre intuition, lige som sukkersøren gjorde, da han ville glæde børnene på en fest dag. Hvis forældre mener, deres børn ikke skal have sukker, er det en regel de må opretholde i deres eget hjem, og hvis man er ude til fest eller fødselsdag eller på besøg hos andre, tager man ikke skade af et stykke guf.

Anne-Mette sagde ...

Hvor er de skønne begge piger og super flotte kostumer. Du er altså super kreativ.

Mht. historien så ætter jeg på at den har en snert af sandhed... Stakkels børn og stakkels far.

Ha en dejlig weekend.

Kh. Anne-Mette

Moppelopper sagde ...

he he din historie er jo næsten lige så god som den stakkels dreng i "RITA",der havde en tofukage med til klassen......NOT!

men elevernes madpakker kunne nu godt i mange tilfælde trænge til en opstramning, jeg har forældre der dagligt sender småkager med?!?

Hvis madpakken derimod er sund og nærende, så er der også plads til en haribopose eller et stykke kage en gang i mellem :-)

mette b sagde ...

haha, sikke en historie - der er ikke noget som fanatikere...

Hvor er dine piger skønne! Guleroden må vel lære at forsvare sig, tænker jeg :)
Jeg elsker at lave fastelavnskostumer og har lavet dem i årevis sammen med mine piger. De er nu "for gamle til den slags pjat", men så har jeg heldigvis en veninde med en datter der skulle være pandabjørn.
Klem