Jeg hører børnelatter udenfor mit vindue. Zofie fræser afsted på sit løbehjul, mens lillesøster Emilie halser efter hende. De har gang i den samme leg, som så ofte før.
Pludselig bliver der stille og det føles som om også tiden går i stå. Vasketøjet blafre i vinden og solen kaster lange skygger efter sig, mens den langsomt forsvinder ned bag horisonten, for at vende tilbage igen imorgen.
Imorgen er alting forandret, for du vender ikke tilbage ligesom solen. Du er gået i forvejen af den sti, hvor kun Guds udvalgte får lov at gå. Camilla var for god til at være her på jorden - intet andet giver mening.
Som en fugl der ikke har noget sted at lande svæver kærligheden hvileløst rundt og lander i den dybeste sorg, hvor det menneske der har mistet sit elskede barn nu skal til bygge rede.
Hvordan skal solens gløde nogensinde få samme varme og skønhed som den du spredte på din vej?
Hvordan kommer man som mor, far, pap og søskende videre derfra, hvor livet på et splitsekund blev revet væk fra dig og forandret for altid for dem der har dig kær?
Jeg vågnede forleden nat ved at jeg sagde "pas på hende!" Jeg ved ikke hvem det var til, men som mor kan jeg kun gisne om hvordan Heidi må føle. Hvem skal nu passe på hendes lille pige? Det er ubærligt at et så ungt menneske skal sige godnat til livet...
Vi må hjælpe hinanden med at hjælpe dem - med støtte fra vores gode og stærke naboskab.
Pludselig bliver der stille og det føles som om også tiden går i stå. Vasketøjet blafre i vinden og solen kaster lange skygger efter sig, mens den langsomt forsvinder ned bag horisonten, for at vende tilbage igen imorgen.
Imorgen er alting forandret, for du vender ikke tilbage ligesom solen. Du er gået i forvejen af den sti, hvor kun Guds udvalgte får lov at gå. Camilla var for god til at være her på jorden - intet andet giver mening.
Som en fugl der ikke har noget sted at lande svæver kærligheden hvileløst rundt og lander i den dybeste sorg, hvor det menneske der har mistet sit elskede barn nu skal til bygge rede.
Hvordan skal solens gløde nogensinde få samme varme og skønhed som den du spredte på din vej?
Hvordan kommer man som mor, far, pap og søskende videre derfra, hvor livet på et splitsekund blev revet væk fra dig og forandret for altid for dem der har dig kær?
Jeg vågnede forleden nat ved at jeg sagde "pas på hende!" Jeg ved ikke hvem det var til, men som mor kan jeg kun gisne om hvordan Heidi må føle. Hvem skal nu passe på hendes lille pige? Det er ubærligt at et så ungt menneske skal sige godnat til livet...
Vi må hjælpe hinanden med at hjælpe dem - med støtte fra vores gode og stærke naboskab.
