torsdag den 10. december 2009

Traditionen tro



Traditioner... jeg elsker traditioner!
De bringer alverdens dejlige minder med sig. De er forbundet med følelser, fordi det er ting og begivenheder man udvælger og ønsker at gentage, år efter år... efter år... De skaber hygge, varme og bedst af alt, de bringer os sammen!
For at julen ikke går min næse forbi, har jeg fundet ud af, at én af mine traditioner er, at skrive julekort. I år havde jeg egentlig besluttet mig for, at gemme de tomme julekort væk i en æske og finde dem frem igen til næste år. Jeg har simpelthen ikke følt at tiden har været til det. Jeg bruger mange timer med kuglepennen i hånden og tankerne kaster jeg tilbage på året som snart er forbi og sender en ganske særlig tanke til dem jeg ønsker at sende en julehilsen. Jeg skriver til det kramper i hånden - det er skønt (:
I dag modtog jeg så årets første julekort fra en af mine dejlige veninder. Jeg blev så varm om hjertet og tænkte, at jeg simpelthen ikke kan droppe kortene i år. Da pigerne var lagt i seng og Chris tog en time på øjet inden arbejdstid, satte jeg mig ned i køkkenet og lod tankerne få frit løb. 
Nu kalder drømmene... og hånden trænger til hvile...



Ingen kommentarer: