Nu tror mange af jer nok at mit indlæg vil omhandle fotografering med denne overskrift. Men langt fra.
Influenzaen har kastede sig over 5C. Håbede ellers at vi ville gå fri, men åhh nej. Hvem, med småbørn i hjemme kan overleve en vinter uden snot, snue, feber, bæ og bræk? Ikke os ihvertfald!
Både Ida og jeg har måtte bukke under. Uden at gå i detaljer så starter Ida dagen med at fylde toilettet med både det ene og det andet og mit hoved føles vældig udspilet med noget udeffinerbart, som jeg tror har udviklet sig til noget bihule halløj. Er ikke i tvivl om at jeg har bihuler, for en forkølelse for mig er lig med ondt i bøtten!
Livet ser vi mest fra indersiden af husets vægge disse dage, kun afbrudt af gåture med Yiannis. Den friske luft føles faktisk slet ikke så tosset endda. Jeg tror måske nærmere det er den rette medicin, så længe påklædningen er i orden.
Det er vigtigt at pleje sig selv, når man er sløj. Ida og jeg er gode til den slags! Vi blev enige om at morgenmad på sengen var det helt rigtige på sådan en mandag, den sidste dag i januar.
Trøflerne ser i lige bort fra, men resten er godt til en lille syg Ida mave.
Livet i 5C disse dage står i stor kontrast til hvad der ellers foregår på den anden side af hjemmets fire vægge.
Det er så underligt hvordan små skavanker og hverdagsudfordringer pludselig bliver så ubetydelige og nemme at klare, når verden vælter for én som står mit hjerte meget nært. Jeg har aldrig været rigtig troende, selvom jeg som barn bad alverdens aftenbønner. Jeg har det som om jeg er barn igen. Lille og ydmyg. Lille fordi jeg føler mig hjælpeløs og ydmyg overfor det guddommelige, som jeg i denne situation har blind tillid til. Det er nu HAM den store skal vise sit værd!
Min vidunderlige kæreste Thomas fortalte mig en rørende historie i dag.
Han besøger en smuk kirke på en fransk bjergtop. Han tænder et lys. På vej ud af kirken finder han ud af, at han har tabt sin ene vante. Opdager at præsten går med den i hånden og henvender sig til ham. Præsten forstår ikke Thomas, men tager ham med ud til en anden præst, som forstår engelsk. Han spørger om han kan være behjælpelig med noget? "Ja, du kan bede en bøn for min far, som ligger på et hospital her i Frankrig og er alvorligt syg". Præsten fortæller at han har en Gudstjeneste samme eftermiddag og her vil bede en bøn for ham... Det samme vil jeg gøre inden jeg lukker mine øjne. Det MÅ da hjælpe!
Influenzaen har kastede sig over 5C. Håbede ellers at vi ville gå fri, men åhh nej. Hvem, med småbørn i hjemme kan overleve en vinter uden snot, snue, feber, bæ og bræk? Ikke os ihvertfald!
Både Ida og jeg har måtte bukke under. Uden at gå i detaljer så starter Ida dagen med at fylde toilettet med både det ene og det andet og mit hoved føles vældig udspilet med noget udeffinerbart, som jeg tror har udviklet sig til noget bihule halløj. Er ikke i tvivl om at jeg har bihuler, for en forkølelse for mig er lig med ondt i bøtten!
Livet ser vi mest fra indersiden af husets vægge disse dage, kun afbrudt af gåture med Yiannis. Den friske luft føles faktisk slet ikke så tosset endda. Jeg tror måske nærmere det er den rette medicin, så længe påklædningen er i orden.
Det er vigtigt at pleje sig selv, når man er sløj. Ida og jeg er gode til den slags! Vi blev enige om at morgenmad på sengen var det helt rigtige på sådan en mandag, den sidste dag i januar.
Trøflerne ser i lige bort fra, men resten er godt til en lille syg Ida mave.
Det er så underligt hvordan små skavanker og hverdagsudfordringer pludselig bliver så ubetydelige og nemme at klare, når verden vælter for én som står mit hjerte meget nært. Jeg har aldrig været rigtig troende, selvom jeg som barn bad alverdens aftenbønner. Jeg har det som om jeg er barn igen. Lille og ydmyg. Lille fordi jeg føler mig hjælpeløs og ydmyg overfor det guddommelige, som jeg i denne situation har blind tillid til. Det er nu HAM den store skal vise sit værd!
Min vidunderlige kæreste Thomas fortalte mig en rørende historie i dag.
Han besøger en smuk kirke på en fransk bjergtop. Han tænder et lys. På vej ud af kirken finder han ud af, at han har tabt sin ene vante. Opdager at præsten går med den i hånden og henvender sig til ham. Præsten forstår ikke Thomas, men tager ham med ud til en anden præst, som forstår engelsk. Han spørger om han kan være behjælpelig med noget? "Ja, du kan bede en bøn for min far, som ligger på et hospital her i Frankrig og er alvorligt syg". Præsten fortæller at han har en Gudstjeneste samme eftermiddag og her vil bede en bøn for ham... Det samme vil jeg gøre inden jeg lukker mine øjne. Det MÅ da hjælpe!
1 kommentar:
Jeg håber af hele mit hjerte, at bønnen virker...
Og god bedring til dig og søde Ida.
Kram
Send en kommentar