På vej hjem i bilen indefra mormor og morfar sidder vi så og snakker. Vi snakker om, om Ida godt kan huske Mona fra dagplejen...Så fortæller jeg, at Mona jo er Freja og Nanas mormor... så bliver der lidt stille hvorefter hun stolt svare "Jamen så har jeg jo to mormorer!!". Jeg prøvede så at forklare at Freja og Nanas farmor er hendes mormor... svært at forstå, når man blot er 3 år.
Jeg har siddet til aften og skrevet julekort. Har indtil nu skrevet til Tina og Morten, Camilla og Mark, Henrik og Majken og så er jeg begyndt at skrive til mor og far. Jeg nyder den slags... bare at sidde og mindes det gamle år som snart er gået.
Det er så underligt at tænke på hvad det nye år vil bringe? Sommetider tænker jeg på, om min skytsengel, min hjertevarme mormor, holder en kærlig hånd over mig og min lille familie? Jeg føler mig som et meget heldigt menneske. Jeg er sund og rask, har to smukke og velskabte børn og en varm og kærlig mand der behandler os som tre prinsesser! Jeg har en helt igennem fantastisk svigermor, et par rigtig gode forældre der vil gøre alt for os og en svigerfar og "svigermor" der også altid er villig til at hjælpe os, hvis det brænder på. Jeg har den skønneste og mest sjove storebror der efter 30 år stadig formår at få mig til at grine konstant og en svigerinde, som jeg aldrig havde drømt om at få et så tæt forhold til. Jeg har en hjerteveninde, som jeg véd altid er der, også selvom vi har travlt med hver vores liv, bor langt fra hinanden, men hver gang vi ses er alt som det altid har været. Hun har den skønneste mand og søn. Vi kommer så godt ud af det med dem alle... Hvad mere kan man ønske sig, når man er sådan et lille menneske som jeg?
Men dét at jeg føler mig så priviligeret, så heldig og ikke mindst lykkelig (lykken er aldrig konstant, det må den ikke være for så tror jeg den mister sin værdi), gør mig ind imellem lidt bange... "Hvornår slår lynet ned i min familie?" Kan man gå gennem et langt liv på rene småskræmmer... eller er det fordi jeg håndtere ulykkerne anderledes... Nej, for den ultimative ulykke må være at miste et andet menneske der står mit hjerte meget nært! Jeg aner ikke hvordan jeg vil takle det. Jeg ved jo at dagen kommer, hvor mine forældre må herfra og bare tanken skræmmer mig. Jeg håber ikke dagen kommer en eneste dag før tid er - når de er rigtig gamle og kan give slip på et godt og langt liv. Jeg ber til at jeg ikke må opleve den sorg, som Tina gennemlever... Jeg har snust til den frygtelige sorg dengang Chris blev kørt ned. Tror det var den mest frygtelige dag i mit liv og jeg kan til stadighed begynde at græde, når jeg tænker tilbage og gennemlever det hele én gang til. Jeg er så evig taknemlig over at nogen eller noget holdt hånden over ham. Mit liv ville aldrig være det samme uden min dejlige mand...
Ja det blev til nogle lidt alvorlige tanker herfra idag... Jeg kunne sagtens være blevet ved med at filosofere over livet... de smukke ting i livet, de lidt mere dystre... men drømmeland kalder vist snart. Imorgen starter en ny dag, den 14. december og kun 10 dage til selveste juleaften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar