da kommer ind i vores seng, hvor Laura allerede har taget plads ved 6 tiden. Vi morgenhygger og jeg elsker at ligge og blunde, men jeg kan høre de to små glade piger tumle rundt og rasle med rangler og hvad Ida ellers har taget med ind i sengen.Der går ikke så lang tid før Ida siger "skal vi ikke gå nedenunder??" Jeg prøver at trække den lidt, men hun giver ikke så nemt op den lille dame. Vi bevæger os ned i stuen og inden længe sidder vi alle tre ved køkkenborden og spiser havregrød.
Igår da jeg stod og lavede havregrød smeltede mit hjerte og jeg følte en enorm lykke, selvom jeg stadig var lidt småtræt... Ida og Laura pjatter. Laura sidder i sin triptrap og Ida laver skøre ting bag hendes ryg... først i den ene side og så i den anden - Laura er færdig af grin! Øjeblikke som disse minder mig om, hvilken gave det er at give sine børn søskende - jeg fik lyst til at få en stor børneflok (lysten havde nok været anderledes i ulvetimen hæhæ). Jeg har slet ikke lyst til at stoppe ved to, når det ikke er noget problem at rumme al den kærlighed... og når kærligheden mellem et par søskende er så stærk og livsbekræftende.
Når Ida er på weekend hos mormor og morfar eller hos farmor er Laura det første hun spørger til. Jeg ved egentlig ikke om hun overhovedet kan huske, at hun har haft et liv uden hende?
Fine legesager og andre materielle ting kan på ingen måde måle sig med den gave det er at have en søster eller en bror... Jeg er overbevist om at blod er tykkere end vand... Lige med ganske få undtagelser.
Nu kalder drømmeland snart. Inden da vil jeg gå ind og kigge til mine to prinsesser. Jeg kan beundre dem længe, når de ligger dér og sover - får helt lyst til at tage dem med ind under min dyne og nusse dem hele natten... Jeg er ikke i tvivl, et under er hændt mig!
Kærlig hilsen Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar