mandag den 18. maj 2009

Som et vandfald




En mor har næsten altid ret... og jeg er jo mor og fik ret i, at himlen faldt ned i store tykke stråler, næsten som et vandfald. Der er nu noget hygge ved at være indenfor og høre regnen sile ned udenfor. Jeg elsker specielt at ligge i sengen og lytte til regnen på vores skråvinduer. Det bringer minder frem fra min barndom, med lejrture i telt, sovepose, et alt for tyndt liggeunderlag og lommelygte - ikke at forglemme de 25,- kroner vi måtte medbringe til slik eller hvad vi nu lige havde lyst til at handle for i ugens løb. Herligt hvordan én følelse kan bringe et hav af andre følelser frem.
Vandfald - som egentlig passer meget godt til aftens oplevelse. Chris og jeg var ovre på skolen og høre et foredrag af Familie vejleder Lola Jensen. Det var enormt underholdende og tankevækkende og hun kunne tale som et vandfald! Undervejs tænkte jeg "det der skal jeg huske på og det der også..." Men med min hjerne fungere tingene ikke sådan... Jeg husker kun brudstykker fra sådan en lektion.
Det var egentlig ikke så meget fordi hun fik sagt en masse, som jeg ikke har hørt før, hun fik bare sagt tingene på en anden måde og med en humoristisk tilgang. Det gav anledning til en masse billige grin og bare det var vel en fornøjelse i sig selv.
Nu vil jeg finde drømmeland og håbe på at falde i søvn til regnens pisken på ruden...

Ingen kommentarer: