Laura ligger ved siden af mig, varm og langt væk i drømmeland. Jeg er ikke helt tryg, når hun får høj feber. Er så bange for, at hun igen får feberkramper. Hun har haft nogle feberspjæt og det havde hun også inden hun fik kramperne sidste gang. Jeg vil have hende til at ligge ved siden af mig i nat, så jeg har hende helt tæt på og kan høre hvordan hun har det. Tror kun jeg sover med et halvt øje i nat.
Da Ida skulle i seng var hun lidt ked af, at Laura fik lov at blive i stuen, så hun fik også lov at falde i søvn hos os.
Der gik ikke lang tid, så sov de begge og mit hjerte smelter, når vores to helt vidunderlige piger er et sted i drømmenes verden - fredfyldt og indbegrebet af ro og tryghed.
En enorm kontrast til den udsendelse jeg lige har set på DR2. Kastet tilbage til 11. september 2001 - mere behøver jeg vel ikke sige. Den dato er printet ind i hele verdens hukommelse og det løber mig koldt ned af ryggen hver enste gang jeg ser det berømte klip. Tårerne presser på i sympati for dem der har haft oplevelsen helt tæt på livet.
Jeg fatter ikke hvordan mennesker kan være så destruktive og kyniske. Hvad er gået galt?? Jeg nægter at tro på, at de mennesker der skaber denne onde verden, engang har ligget sovende hjemme i stuen, omringet af forældre, hvis mission i livet var at skabe en tryg og kærlig barndom - de bedste rammer for deres børn.
Nok elendighed for nu. Jeg slutter dagen af med et billede af Ida og en søndagsflødekage der hurtigt fik ben at gå på - nam nam!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar