Jeg bliver ALDRIG træt af at beundre mine sovende piger... og synge en stille sang for dem. De ved heldigvis ikke at jeg synger som en brækket arm (endnu). Det er nemlig et af priviligierne ved at være mor. At opleve en hengivenhed og en ubetinget kærlighed udover alle grænser.
Hvad nytter det jeg knæler og græder med min kind mod din?
Nu er du søvnens pige og ikke mere min.
Hvad hjælper det jeg stryger dit lange og lyse hår?
Hvad ved jeg om de tanker, der bag din pande går?
Måske vil onde drømme slå noget fint og smukt ihjel
Og trække slim igennem din nerveløse sjæl
Måske har natten båret dig tusind mile bort fra mig
Og jeg er helt alene og længes efter dig
Du sover blidt og banligt og skælver lidt i søvnens fagn
Jeg bøjer mig imod dig og kalder dig ved navn
Og mørkets skygger svinder. Min mund er hed og søger din
Du strækker dig og smiler og du er atter min
Tove Ditlevsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar