Hulehygge

Kan I huske det. Når samtlige tæpper og dyner i huset blev fundet frem og forvandlet til en (u)hyggelig hule. Den skulle helst være helt tæt tildækket, så intet lys kunne slippe ind. Man kunne så ligge der og lege med lyset i mørket. Jeg husker at jeg elskede at lukke øjnene og sætte lygtens stråle til det lukkede øje og vupti så var jeg et andet sted. Jeg forestillede mig ofte den her hule, højt oppe i et stærkt træ. Der var en rebstige dertil og jeg kunne blive helt febrilsk, når jeg løb hen mod hulen og selvfølgelig altid jagtet af et eller andet. Men jeg var hurtigt oppe og fik stigen trukket med mig, så jeg var i helle. 
Hulen var sjovt nok meget større indeni end udenpå. Der duftede altid af hjemmebagt chokoladekage og jeg havde naturligvis en sodastream, så jeg kunne drikke alle de sodavand jeg lystede. Gardinerne flagrede svagt, for der var ingen glas i vinduerne, men der var også altid sommer. Jeg kan genkalde følelsen fra dengang blot ved denne fortælling.
Hvad mon der gemmer sig i Lauras Lygteunivers?