Bromand og jeg har atter været ude i det danske land og forevige et brudepar. Og igen måtte søsterlagkage stå bag linsen og gemme de tårer væk, som pressede på, både under præstens tale og da en fabelagtig solosangerinde fik "Du er" til at lyde ligeså fortryllende, som når Søs Fenger synger den. Kirkeklang får følelserne til at sidde udenpå tøjet af mig.
Præsten talte om "Den drøje kærlighed", men et lille eventyr gjorde særligt indtryk på mig. Eventyret om fuglekongen.
Der var engang, hvor alle fuglene samledes i en stor lysning i skoven. De skulle bestemme, hvem der skulle være konge over dem alle sammen. Men selvfølgelig kunne de ikke blive enige om, hvem af dem, det skulle være. Til sidst blev de enige om, at den af dem, der kunne flyve højest skulle være konge. Og alle fuglene lettede og fløj op mod himlen. Højere og højere kom de op, og hurtigt var der nogle af fuglene, der måtte give op og flyve ned igen. Til sidst sad de alle på jorden og kiggede op på den sidste fugl, der var så højt oppe, at de næsten ikke kunne se den. Det var ørnen. Og alle fuglene sagde "Det må være ørnen, der skal være konge, for han er den af os alle, der kunne flyve højest" Men da ørnen landede, sprang en lille bitte fugl ned fra ryggen af den. De andre fugle spurgte "Har du siddet på ryggen af ørnen hele tiden?" "Ja" sagde den lille fugl. Jeg blev hurtigt træt, for jeg er jo den mindste af jer allesammen og ørnen var så venlig at lade mig lande på dens ryg" "Jamen så er det jo dig der skal være fuglekonge, for du er den af os alle sammen der har været højest oppe" Og sådan gik det til, at den mindste fugl af dem alle sammen kom til at hedde fuglekongen.
Jeg ved ikke om jeg tolker det, som præsten havde tænkt. For ham var ørnen vist Vor Herre,
men for mig gav det alt mulig mening!
Vi bliver noget særligt i kraft af de mennesker som holder af os. De får os til at se lidt mere end vi selv kan/vil se og løfter os lidt højere op, når vores vinger har svært ved at bære.
Der er ingen tvivl om at kærligheden imellem dette brudepar er himmelhøj, lækker lyseblå med et strejf af lette bløde bomuldsskyer der stiger til vejrs, når solens stråler rammer dem.
Præsten talte om "Den drøje kærlighed", men et lille eventyr gjorde særligt indtryk på mig. Eventyret om fuglekongen.
Der var engang, hvor alle fuglene samledes i en stor lysning i skoven. De skulle bestemme, hvem der skulle være konge over dem alle sammen. Men selvfølgelig kunne de ikke blive enige om, hvem af dem, det skulle være. Til sidst blev de enige om, at den af dem, der kunne flyve højest skulle være konge. Og alle fuglene lettede og fløj op mod himlen. Højere og højere kom de op, og hurtigt var der nogle af fuglene, der måtte give op og flyve ned igen. Til sidst sad de alle på jorden og kiggede op på den sidste fugl, der var så højt oppe, at de næsten ikke kunne se den. Det var ørnen. Og alle fuglene sagde "Det må være ørnen, der skal være konge, for han er den af os alle, der kunne flyve højest" Men da ørnen landede, sprang en lille bitte fugl ned fra ryggen af den. De andre fugle spurgte "Har du siddet på ryggen af ørnen hele tiden?" "Ja" sagde den lille fugl. Jeg blev hurtigt træt, for jeg er jo den mindste af jer allesammen og ørnen var så venlig at lade mig lande på dens ryg" "Jamen så er det jo dig der skal være fuglekonge, for du er den af os alle sammen der har været højest oppe" Og sådan gik det til, at den mindste fugl af dem alle sammen kom til at hedde fuglekongen.
Jeg ved ikke om jeg tolker det, som præsten havde tænkt. For ham var ørnen vist Vor Herre,
men for mig gav det alt mulig mening!
Vi bliver noget særligt i kraft af de mennesker som holder af os. De får os til at se lidt mere end vi selv kan/vil se og løfter os lidt højere op, når vores vinger har svært ved at bære.
Der er ingen tvivl om at kærligheden imellem dette brudepar er himmelhøj, lækker lyseblå med et strejf af lette bløde bomuldsskyer der stiger til vejrs, når solens stråler rammer dem.
7 kommentarer:
Flotte billeder af forhåbentlig den himmelhøje kærlighed .........og sikke en tankevækkende tekst du har skrevet Camilla ♥
Mor
ihhh, hver er de gode Camilla
Natascia
Wauw! Hvor er I dygtige :)
Smukke billeder og meget, meget sødt eventyr, som med din smukke fortolkning lige gav en tåre i øjenkrogen ved tanken om, at ham den skønne, jeg giftede med mig for snart 11 år siden, stadig er den, der bærer mig oppe - i såvel gode som hårde tider.
Himmelhøj kærlighed er fantastisk :-)
Kærlig hilsen Tina
Tusind tak for de fantastiske billeder. Man kan slet ikke få nok af dem.
Og ja himmelhøj kærlighed er der nok af......og det føles som om bomuldsskyerne er kommet ned på jorden, for dem har jeg svævet rundt på lige siden ♥
Fru Anne ;-)
Smukke billeder:)
Tusind tak allesammen!
Jeg bliver ALDRIG træt af at tage bryllupsbilleder. Jeg får nerver på (næsten) som bruden i våbenhuset inden dørene går op. Det er et sus og det er helt vildt fortryllende!
Ligeså fantastisk er det at opleve de mange gode taler præsten altid holder. Det giver så meget stof til eftertanke og så er det jo bare vidunderligt at få lov at se den smukke brud og forelskelsen mellem brudeparret. ♥
Send en kommentar