2014

2014 er ved at rinde ud af timeglasset. De små korn ligger som en fin dyne i min åbne håndflade og glitre som et utal af stjerner. Jeg vil puste dem forsigtigt afsted og gøre plads til endnu flere i 2015. Jeg ser tilbage på et år der er skrevet lidt ekstra dybt i livets erindring.
Når et liv bliver til, er det som når foråret viser sine første spæde tegn. Farverne er meget mere klare, duftene mere kraftige og solens stråler virker så stærke og energigivende. Samme følelse fik jeg, da lille Liv kom til verden den sidste dag i april. Endnu større blev mit hjerte, for hvilken kærlighed er mere inderlig, end når tre søstre sammenfiltres i en herlig dynge af latter og hengivenhed. Det er for mig lykke på højeste plan og 2014 har budt på et utal af den slags øjeblikke.
Hvad mon det nye år vil bringe af stjernestøv og løjeligheder? Med alderen har bekymringerne fået et større tag i mig, hvilket får mig til at våge den påstand, at hudens ridser kommer udelukkende af tankespind og "hvad nu hvis'er". Så jeg nupper mig lige en lidt større flødeis, når solen brænder og en ekstra bailey i den gode varme friskkværnet kaffe bryg.
I morges tog sømanden og jeg en alvorssnak. Om året vi intet aner om. Hvordan vil vi gerne forme det? Ideerne er mange og drømmene endnu større. Listen blev lang, men egentlig er det ganske kort: En gentagelse af 2014 er ganske kærkommen.

Eftertanke

 

At leve i nuet er livets teknik
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at det nu, du lever i,
én gang for altid er dette.

 

Piet Hein

Den drøje himmelhøje kærlighed

Bromand og jeg har atter været ude i det danske land og forevige et brudepar. Og igen måtte søsterlagkage stå bag linsen og gemme de tårer væk, som pressede på, både under præstens tale og da en fabelagtig solosangerinde fik "Du er" til at lyde ligeså fortryllende, som når Søs Fenger synger den. Kirkeklang får følelserne til at sidde udenpå tøjet af mig.
Præsten talte om "Den drøje kærlighed", men et lille eventyr gjorde særligt indtryk på mig. Eventyret om fuglekongen. 
Der var engang, hvor alle fuglene samledes i en stor lysning i skoven. De skulle bestemme, hvem der skulle være konge over dem alle sammen. Men selvfølgelig kunne de ikke blive enige om, hvem af dem, det skulle være. Til sidst blev de enige om, at den af dem, der kunne flyve højest skulle være konge. Og alle fuglene lettede og fløj op mod himlen. Højere og højere kom de op, og hurtigt var der nogle af fuglene, der måtte give op og flyve ned igen. Til sidst sad de alle på jorden og kiggede op på den sidste fugl, der var så højt oppe, at de næsten ikke kunne se den. Det var ørnen. Og alle fuglene sagde "Det må være ørnen, der skal være konge, for han er den af os alle, der kunne flyve højest" Men da ørnen landede, sprang en lille bitte fugl ned fra ryggen af den. De andre fugle spurgte "Har du siddet på ryggen af ørnen hele tiden?" "Ja" sagde den lille fugl. Jeg blev hurtigt træt, for jeg er jo den mindste af jer allesammen og ørnen var så venlig at lade mig lande på dens ryg" "Jamen så er det jo dig der skal være fuglekonge, for du er den af os alle sammen der har været højest oppe" Og sådan gik det til, at den mindste fugl af dem alle sammen kom til at hedde fuglekongen. 
Jeg ved ikke om jeg tolker det, som præsten havde tænkt. For ham var ørnen vist Vor Herre,
men for mig gav det alt mulig mening! 
Vi bliver noget særligt i kraft af de mennesker som holder af os. De får os til at se lidt mere end vi selv kan/vil se og løfter os lidt højere op, når vores vinger har svært ved at bære.
Der er ingen tvivl om at kærligheden imellem dette brudepar er himmelhøj, lækker lyseblå med et strejf af lette bløde bomuldsskyer der stiger til vejrs, når solens stråler rammer dem.

At være nærværende - eller ikke at være

Jeg faldt over  indlægget her til morgen og det fik mig sådan til at tænke.
Jeg ville ønske, at jeg var mere nærværende i alt hvad jeg gør. Jeg øver mig, med blandt andet Mindfulness, gåture i naturen og med fokus på at være det - nærværende i nuet.
Jeg synes det er virkelig virkelig svært! Der er altid nogle forstyrrende elementer, tanker, informationer fra alle vegne, ting jeg skal/bør forholde mig til. Forventninger og krav, nok i virkeligheden mest fra mig selv. Jeg er ikke god til at komme tingene i de rigtige skuffer. Og se nu bare. Imens jeg sidder og skriver og prøver at være nærværende omkring det, så kommer tankerne til mig "Jeg burde gå i bad - mit hår er fedtet - badder! Og hvad med vasketøjet, det vasker jo ikke sig selv. Fik jeg overhovedet ringet til dem og dem eller svaret på den sms besked forleden? Har vi egentlig styr på sommerferien? Åhh for fanden de nullermænd - Har Yiannis mon ondt i maven siden han kastede op forleden - synes også han sover meget - Har han spist noget forkert?Jeg skal også lige huske at skrive indkøbsseddel og handle ind til næste uge. Er der styr på barnepigen imorgen, når jeg skal til skole hjem samtale? Hov, fuglenen synger i dag, mon vi slipper for regn, mon der kommer sol?". Jeg er jo overhovedet ikke nærværende.
Jeg tror det kommer med alderen, det vælger jeg ihvertfald at tro. For hvis jeg øver mig og samtidig bliver mere klog på livet og på mig selv, hvad der har betydning og hvad der ikke har. Så tror jeg nærværet bliver mere intenst. 
Nu falder mine tanker på bogen "Sjælefuglen". Den kan holde mig nærværende, men den er også kun på 15 sider (:


Fordi der er en skuffe til alt hvad vi føler, har den lille sjælefugl mange, mange skuffer.
En skuffe til glæde og sympati.
En skuffe til sorg og energi.
En skuffe til praksis og teori.
En skuffe til alt den ikke kan li.
Og en skuffe med masser af skuffelser i!
En skuffe til mod og frodighed
og en skuffe til utålmodighed.
En skuffe til had og til nag og nid
som ikke bør åbnes til hver en tid.
En skuffe til alt det bedste den ved
og også en skuffe til kærlighed.
Og en skuffe til de allerinderste hemmeligheder,
- men den åbnes ikke så tit.
Men der er også en masse andre skuffer.
Der er alle de skuffer
man kan drømme om
Sommetider kan man få fuglen til at finde nøglen til lige den skuffe man helst vil åbne. Men andre gange kan den selv finde på at vælge...


Kender I det? det med at være nærværende - eller ihvertfald at have et ønske om at være det og øv følelsen når det ikke lykkedes.

Rystet!

En cigaret bliver skoddet på den lille pige, hvis mor vælter ud af værtshuset i en alkohol rus. Den lille pige løber en skolelærer i møde og siger "Ta mig med hjem!" hvilket moren kommenterer med ordene "Ta bare den møgtøs med". Et halvt år er hun i "helle" men vender tilbage - til det der burde være en moders kærlige arme... Men som i virkeligheden er Min barndom i helvede.
Chokerende dokumentar på Dr1 til aften. 
Sidder tilbage med forargelse, forundring og foragt. Jeg er rystet! 
Så du med?

The Bucket List

Når man er på ferie er det som om altid kan lade sig gøre. Grænserne er få og mulighederne er uendelige. Ens vilje og drivkraft får et ekstra skub. Nok fordi det er energi på energi at rejse. Det er vel ligesom at være forelsket.
Det samme skete på vores eventyrlige rejse i Brasilien. 
Jeg er villig til at leve på en sten, for at skrabe penge nok sammen til det næste eventyr. Drømme bliver vendt og vi snakker om alt det vi gerne vil nå "inden vi stiller træskoene". 
Thomas fortæller om filmen "The Bucket List". Jeg har endnu ikke set den, men den handler om to mænd der bliver kræftsyge og havner på samme sygehusstue. Den ene en hidsig milliarder (Selvfølgelig Jack Nicholson) den anden en belæst mekaniker (Morgan Freeman). De laver en liste over ting de gerne vil opleve "before they hit the bucket" og herefter starter eventyret for dem. En påmindelse om at leve i nuet.
På vej mod lufthavnen i Rio De Janeiro har vi en fire timers lang køretur foran os. Vi sidder på bagsædet af vores ven Antonios bil, med nedrullede vinduer. Normalt blæser aircondition derudad, hvilket jeg ikke forstår? Jeg rejser ikke 10.000 kilometer fra omkring 5 grader til 5 grader i en røvkold restaurant, bus eller taxa i Brasilien. Nok er jeg bleg, men det betyder ikke at graderne skal holdes nede, for at mine organer kan fungerer. JEG VIL HAVE VARME OG JEG KAN IKKE FÅ FOR MEGET AF DEN! 
Tilbage til de nedrullede vinduer, hvor duften af biler og varme omfavner min næse og synes er intet mindre end fænomenalt smukt.
Ligesom billeder er en hukommelsesforlænger, så er dette øjeblik i bilen det samme. Jeg bliver sååå varm i kroppen, når jeg fisker min kalender frem en regnvejrsfuld dag herhjemme og slår op på en af de bagerste sider. Jeg kan fornemme følelsen fra køreturen, som var det igår. På den ene side står Thomas, på den anden Camilla. Vi bruger turen fra Parati til Rio De Janeiro til at udveksle drømme og dokumentere dem - så vi bedre kan huske og holde fast i dem - udleve dem! Vi skriver 12 punkter ned (ikke i prioriteret rækkefælge)., uden at afsløre hvad vi hver især skriver. Nu ligger den her, "The Bucket List" og jeg får sådan en lyst til at starte fra en ende. Jeg kigger på Thomas´nummer 1. som er identisk med min nummer 11. 
En hyldest til livet er sat i gang.

Hvordan ser din Bucket List ud??

Spred lidt lykke

Danskerne er kåret som verdens mest lykkelige folkefærd. Hvad får os til at føle denne brusende glæde indeni, en tilfredsstillelse, en livsbekræftelse der retter fokus mod det mest vidunderlige, det der giver mening, lyst og appetit, til at give og modtage, til at kære om det vi allerede har og nysgerrig på at udforske det vi har til gode. Lykke er en subjektiv følelse og derfor en svær størrelse at sætte ord på. 
Jeg tror dog vi alle kan blive enige om, at lykke er en magisk tilstand. 
Når jeg tænder fjernsynet, læser nyhederne eller på anden måde høre om verden udenfor, så er det ikke følelsen af lykke der gennemstrømmer min krop. Ikke engang tæt på, snarre tværdigmod. Det er som om vi mennesker er sat på jorden for at bekæmpe hinanden og den verden vi er en del af. 
Jeg kunne så godt ønske mig lidt mere kærlighed og meget mindre krig i verden. Hvis den tendens medierne tegner er fremtiden, så bliver jeg nød til at ruste mine børn til en kynisk verden, hvor man tager lidt mere end man giver og hvor er det så lige vi er henne?
Tænk hvis vi alle sammen gjorde bare én god gerning om dagen og den gode gerning kunne sprede sig som ringe i vandet. Jeg kan næsten se det for mig... 
Der skal så lidt til at gøre en forskel. At sende et menneske jeg ikke kender et smil, sige hej, komplimentere hende ved kasselinjens flotte frisure eller din venindes, hjælpe et menneske som har brug for din hjælp - Det er noget der rykker, i dig, i mig og i os allesammen! 
Jeg oplevede lykkefølelsen på min egen krop for et par uger siden, hvor jeg var med sømanden og pigerne i Blokhus. Det er en lille ting, men alt andet lige en forskel og det er der jeg vil hen. Vi går på stranden og jeg som altid fotografere. Knipser et par gående hånd i hånd mod solnedgangen. Et fantastisk scenarie. Jeg går hen til dem (og håber de ikke taler tysk hmm). De giver mig deres mailadresse og vupti de får et billede, som de kan mindes fra ferien ved Blokhus 2012. Mere skal der ikke til at sprede lidt glæde... 
Min bror, svigerinde og deres to døtre har den seneste måned rejst rundt i en autocamper i USA. I sig selv en oplevelse der for dem har gjort en kæmpe forskel for deres familiefølelse. På hjemrejsedagen pakker min svigerinde alt hvad der er tilbage i deres lille "hjem". Brød, pålæg, øl, sodavand osv osv... Den første hjemløse de møder (og der var mange!!) giver de "resterne fra de riges bord" og vedkommende var jublende lykkelig.
På baggrund af mit snart lange indlæg, som kunne have været meget længere, vil jeg i stedet kaste en udfordring ud i Blogland. 
For at skyde lykkehjulet godt i gang giver jeg 10 blogkvinder til (op)gave at gøre en god gerning, som de vil dele på Deres blog. Herefter sender De hver især lykkehjulet videre til 3 andre blogkvinder og snart har vi gang i en stor flodbølge af lykke... Er det ikke fantastisk! 


Jeg giver lykkehjulet videre til


Moccapigen
Mamalover
Lullaby
Kom lidt farver i skeen
Den Lille Lykke
Lotteriets lille verden
Belladotte
Alma la palmas univers
Smilerynker
Hverdag på æblelunden

Tænde lys for hinanden

 

Denne vinter har været en hård af slagsen. Ikke så meget i bogstavelig forstand, for på den front har det vist været en af de milde slags? Min blog er til for at minde mig om livets fornøjeligheder, til det der giver mig god energi og positive udfordringer på et både menneskeligt og kreativt niveau. Derfor gør jeg ikke så meget plads til brok, ynk og det der gør ondt. Den del af kagen får min familie "fornøjelsen" af. Men samtidig er det svært at lave en skarp skillelinje. Lars Lilholt beskriver det meget godt...

Der er en tid til at tale

en tid til at tie

en tid til at græde

over en vi ku' li'

der er en tid mest til latter

når venskab fornys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

Der er en tid til at kæmpe

en tid mest til leg

en tid er vi sammen

en tid hver for sig

en tid må vi vente

når sejlene sys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

                                                            for hinanden

Vi er her for at tænde lys for hinanden. For bedre at kunne huske det, som "Den lille prins" ville udtrykke det.
En kollega fik mig ned med nakken. Hvad hun ikke er klar over er at hun sendte mig på en (personlig) rejse. Jeg startede som en uerfaren K2 bjergbestiger. Ikke for foden af bjerget, men dét sted, hvor ilten begynder at slippe op og det øvrige udstyr er som til en vandretur omkring Himmelbjerget. Slet ikke klædt på til udfordringen...
Jeg måtte give slip og falde. Forfrosset og ude af stand til at mærke min egen krop.
Nu er jeg tilbage. Stærkere end før. Varm indeni, lidt hårdere udenpå, men jeg tror det er hvad livet gør ved én.

Som juleaften

I dag var lidt som juleaften. Laura havde lavet julegave til Thomas, men han tog på havet allerede den 20. december og pga. både tidsforskellen og Thomas´vagter på skibet har det været problematisk at fange pigerne i deres vågne timer. 
I dag lykkedes det endelig. Skibet har grundet en skade kastet anker og den lejlighed benyttede Thomas til at snakke med Laura. Han tog sin computer med på broen (ja, det vi andre kalder øverste dæk, hvor styrhuset også er.) og vupti, rigtig mange kilometer blev pludselig kogt ned til en afstand på blot ti centimeter. Det bliver aldrig helt det samme, som det fysiske nærvær, men det er en god erstatning.
Laura fik åbnet julegaven til ham. Jeg har måtte fælde en tåre, for det er da nær den mest rørende gave man kan tænke sig. Der blev snakket og vist julegaver. Og Mac skærmen blev nysset på bedste vis. Nu kan vi så vente 23 dage - så er det juleaften igen, når vi henter sømanden i lufthavnen. Han er savnet - forfærdelig savnet.

Giv lidt videre...

Vi ved at alt hvad vi giver kommer trefold tilbage... Det er en fin talemåde og jeg tror det rigtigt i mange henseender...
Meeen lige nu tynder jeg ud i mine stoffer. Ikke at jeg tror jeg kan få for mange af disse lækkerier, men symaskinen kan ikke følge med og lur mig om ikke denne 70´er dille, som efterhånden har stået på en årerække, ebber ud inden skabet er tømt. 
Så var det jeg tænkte, her i min sygdomsramte elendighed, at jeg måske kunne glæde en kreativ sjæl derude i verden. 
Smæk en kommentar på min blog, linkt hertil, bliv fast læser eller gør noget helt fjerde og få en røvfuld lodder i smasken - så kan disse gamle klude blive dine!
Vinderen trækker jeg søndag den 18. september.

  Jeg får sådan lyst til at fortælle en lille historie fra vinteren.
Sømanden og jeg er på vej hjem fra København. Vi sætter os tilrette i toget. Stemningen er, som en stemning nu er to forelskede imellem (:
En kvinde omkring de 40 træder ind i kupeén (Øhh det hedder det så ikke, nu der ikke er kupeer i de normale toge). Hun er høj, slank, velklædt, bærer solbriller og ser i mine øjne lidt stram, sippet og sur ud.
Der går ikke mange minutter før hun begynder at vandre frem og tilbage til og fra toilettet. Flere gange sidder hun med sin telefon og beklager sig til Peter i den anden ende af røret. Som turen mod Århus skrider frem, får hun det værre og værre og en togkonduktør prøver at være hende behjælpelig. 
Vi ankommer til Århus banegård og folk vrimler ud af toget. Kvinden har tydeligvis brug for hjælp. Thomas tager hendes bagage og jeg tager hendes arm. Hun næsten kravler ud af toget, imens hun hvisker, at hun hedder Xenia. Allerede her begynder hun at takke... Hun fortæller at hun har fået et morfin præparat, som hun tydeligvis er overfølsom overfor.
Hun fortæller at hun bor i en af de nærliggende gader og vi siger at vi nok skal følge hende hjem. Hun begynder at græde, imens hun fortsætter med at takke for hjælpen. 
Vi prajer den forreste taxa udenfor banegården og fortæller at vi skal til Sct Pouls Gade. Fortæller at vi har en "patient" med, som skal sikkert hjem. Han udbryder angribende at vi må finde en anden, da han ikke vil have hende med!? (Jeg så rødt!! - sure gamle nar siger jeg bare!). Den næste chauffør i rækken er yderst venlig og kører os til hendes hoveddør.
Xenia forsætter med at takke og begynder igen at hviske, at hun er ved at indspille et teaterstykke, som hun gerne vil have os til at komme til for-præmiere på.
Vi gik derfra med en god følelse i maven. Solen skinnede og foråret spæde tegn var netop begyndt at vise sig.
Dagene efter smsede vi frem og tilbage, bare lige for at vide om hun atter var på toppen. En måned senere tog jeg min veninde under armen (sømanden kunne desværre ikke få landgang) og så Sweeney Todd på Århus Teater. Jeg brugte det meste af forestillingen på at gætte mig frem til, hvem den "mystiske" kvinde fra toget var. Denne gang var hun kromrygget, beskidt og ækel. "Ingen er bare det du ser"

Gentagelsen er det daglige brød

Brormand og jeg har været på legepladsen i dag og med os fik vi det smukkeste brudepar, lidt dansk sommervejr (inkluderet verdens største softbox - lækkert lys!), ord til eftertanke, pizzasnegle og boblevand serveret på den anden side af kirkemuren. Det var kærlighed!
"Gentagelsen er livets virkelighed og tilværelsens alvor. Det daglige brød, der mætter med velsignelse". Jeg blev så fanget af præstens tale og har tænkt over den hele dagen "Mod er at ville gentagelsen" Det kræver mod at springe i faldskærm, mod at rejse jorden rundt, mod at kaste sig ud i noget ukendt, men den modigste er dog den der vover gentagelsen. Den der tør hellige sit liv til ét menneske, føle trygheden hos ham eller hende og måske udefra set leve det trivielle hverdagsliv. Tryghed er det samme som stilstand og det er som om at den slags er  FY i vores samfund. Det er som om, at vi først rigtig er med på noderne, hvis vi er i konstant bevægelse, fremme i skoene, fornyer os og giver den gas - konstant! Pyha det er dybe tanker, særligt på denne tid af døgnet... 
SLAP af at nyd gentagelsens glæder! Her få i lige et kærligt øjeblik. Ønsker en hulens masse gentagelser af den slags!