Det følsomme hjerte

Jeg faldt over et program på Dr2 her til aften. En kanal fuld af en masse tv man rent faktisk kan lære noget af!

Emnet omhandlede hjertet - musklen der pumper blodet rundt i kroppen. Det hele foregår fysiologisk, men forkning viser at hjertet er meget mere end det. 

Kan i mærke det? Følelsen af et knust hjerte. Det gør ondt. Ikke kun i sjælen, men også dybt ind i hjertet, sådan rent fysisk.

Da Gud skabte mennesket var det af den rene og skære tomhed. Han glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske, falder hjertet sammen og knuses. Det lyder som den rene filosofi, det er det også og alligevel ikke, for denne smertefulde tilstand har fået diagnosen "Knust hjerte syndrom".

En datter beretter om sine forældre. De havde levet i et meget harmonisk ægteskab i 65 år. Var uadskillige. Moderen skulle opereres for noget forholdsvist harmløst, men under operationen opstår komplikationer og faderen bliver kontaktet. På vej til hospitalet får han et hjerteanfald og da han når frem er moderen gået bort. Kort tid efter denne besked dør faderen. Døgnet forinden var begge i fuld vigør.

Hvor er det fantastisk! Hvor er det fantastisk at krop og sjæl hænger sådan sammen og er hinanden forudsætninger for et godt liv - eller for liv i det hele taget. 

At være nærværende - eller ikke at være

Jeg faldt over  indlægget her til morgen og det fik mig sådan til at tænke.
Jeg ville ønske, at jeg var mere nærværende i alt hvad jeg gør. Jeg øver mig, med blandt andet Mindfulness, gåture i naturen og med fokus på at være det - nærværende i nuet.
Jeg synes det er virkelig virkelig svært! Der er altid nogle forstyrrende elementer, tanker, informationer fra alle vegne, ting jeg skal/bør forholde mig til. Forventninger og krav, nok i virkeligheden mest fra mig selv. Jeg er ikke god til at komme tingene i de rigtige skuffer. Og se nu bare. Imens jeg sidder og skriver og prøver at være nærværende omkring det, så kommer tankerne til mig "Jeg burde gå i bad - mit hår er fedtet - badder! Og hvad med vasketøjet, det vasker jo ikke sig selv. Fik jeg overhovedet ringet til dem og dem eller svaret på den sms besked forleden? Har vi egentlig styr på sommerferien? Åhh for fanden de nullermænd - Har Yiannis mon ondt i maven siden han kastede op forleden - synes også han sover meget - Har han spist noget forkert?Jeg skal også lige huske at skrive indkøbsseddel og handle ind til næste uge. Er der styr på barnepigen imorgen, når jeg skal til skole hjem samtale? Hov, fuglenen synger i dag, mon vi slipper for regn, mon der kommer sol?". Jeg er jo overhovedet ikke nærværende.
Jeg tror det kommer med alderen, det vælger jeg ihvertfald at tro. For hvis jeg øver mig og samtidig bliver mere klog på livet og på mig selv, hvad der har betydning og hvad der ikke har. Så tror jeg nærværet bliver mere intenst. 
Nu falder mine tanker på bogen "Sjælefuglen". Den kan holde mig nærværende, men den er også kun på 15 sider (:


Fordi der er en skuffe til alt hvad vi føler, har den lille sjælefugl mange, mange skuffer.
En skuffe til glæde og sympati.
En skuffe til sorg og energi.
En skuffe til praksis og teori.
En skuffe til alt den ikke kan li.
Og en skuffe med masser af skuffelser i!
En skuffe til mod og frodighed
og en skuffe til utålmodighed.
En skuffe til had og til nag og nid
som ikke bør åbnes til hver en tid.
En skuffe til alt det bedste den ved
og også en skuffe til kærlighed.
Og en skuffe til de allerinderste hemmeligheder,
- men den åbnes ikke så tit.
Men der er også en masse andre skuffer.
Der er alle de skuffer
man kan drømme om
Sommetider kan man få fuglen til at finde nøglen til lige den skuffe man helst vil åbne. Men andre gange kan den selv finde på at vælge...


Kender I det? det med at være nærværende - eller ihvertfald at have et ønske om at være det og øv følelsen når det ikke lykkedes.

The Bucket List

Når man er på ferie er det som om altid kan lade sig gøre. Grænserne er få og mulighederne er uendelige. Ens vilje og drivkraft får et ekstra skub. Nok fordi det er energi på energi at rejse. Det er vel ligesom at være forelsket.
Det samme skete på vores eventyrlige rejse i Brasilien. 
Jeg er villig til at leve på en sten, for at skrabe penge nok sammen til det næste eventyr. Drømme bliver vendt og vi snakker om alt det vi gerne vil nå "inden vi stiller træskoene". 
Thomas fortæller om filmen "The Bucket List". Jeg har endnu ikke set den, men den handler om to mænd der bliver kræftsyge og havner på samme sygehusstue. Den ene en hidsig milliarder (Selvfølgelig Jack Nicholson) den anden en belæst mekaniker (Morgan Freeman). De laver en liste over ting de gerne vil opleve "before they hit the bucket" og herefter starter eventyret for dem. En påmindelse om at leve i nuet.
På vej mod lufthavnen i Rio De Janeiro har vi en fire timers lang køretur foran os. Vi sidder på bagsædet af vores ven Antonios bil, med nedrullede vinduer. Normalt blæser aircondition derudad, hvilket jeg ikke forstår? Jeg rejser ikke 10.000 kilometer fra omkring 5 grader til 5 grader i en røvkold restaurant, bus eller taxa i Brasilien. Nok er jeg bleg, men det betyder ikke at graderne skal holdes nede, for at mine organer kan fungerer. JEG VIL HAVE VARME OG JEG KAN IKKE FÅ FOR MEGET AF DEN! 
Tilbage til de nedrullede vinduer, hvor duften af biler og varme omfavner min næse og synes er intet mindre end fænomenalt smukt.
Ligesom billeder er en hukommelsesforlænger, så er dette øjeblik i bilen det samme. Jeg bliver sååå varm i kroppen, når jeg fisker min kalender frem en regnvejrsfuld dag herhjemme og slår op på en af de bagerste sider. Jeg kan fornemme følelsen fra køreturen, som var det igår. På den ene side står Thomas, på den anden Camilla. Vi bruger turen fra Parati til Rio De Janeiro til at udveksle drømme og dokumentere dem - så vi bedre kan huske og holde fast i dem - udleve dem! Vi skriver 12 punkter ned (ikke i prioriteret rækkefælge)., uden at afsløre hvad vi hver især skriver. Nu ligger den her, "The Bucket List" og jeg får sådan en lyst til at starte fra en ende. Jeg kigger på Thomas´nummer 1. som er identisk med min nummer 11. 
En hyldest til livet er sat i gang.

Hvordan ser din Bucket List ud??

Stilhed

Der er stilhed på bloggen. Jeg forsøger at gøre plads til de vigtigste ting og sorterer ud af det som fylder på en usund måde. 
Jeg er heldig at have den smukkeste natur lige udenfor og den gør godt for både min krop og min sjæl. 
I går fik jeg lov at mærke de nedfaldne efterårsblade under fødderne, i dag samlede jeg hulsten på stranden, mens vovse tog en dukkert i det kolde havvand. 
Dagen er lidt grå i grå, dog mest når jeg oplever den indefra. Derude er den meget æstetisk. Der er noget fantastisk over den begyndende vinterkulde der river i kinderne, stilheden fordi livet leves mere indenfor hjemmets fire vægge. Det er som om jeg har det meste af verden for mig selv. Alting er ved at lukke ned for vinteren og det virker meget råt. Jeg kan godt lide det, så jeg tager en tur igen i morgen...

"Et glimt i fars øje" (:

Det er aftenstid og jeg er ved at putte pigerne. Jeg sidder hos Ida og hun kigger på mig og siger "Moar, Jeg synes altså det er underligt at Laura engang har været inde i fars øje?". Det har været mit svar, når hun har spurgt hvor Laura var, inden hun blev født. Det samme svar fik jeg som barn, når jeg spurgte hvor jeg var inden jeg blev født "Et glimt i fars øje" lød svaret altid. 
Ida ligger og tygger på den og siger så "Moar, hvordan er hun egentlig kommet fra fars øje og ind i din mave?"
Tatatataaah så kom den, et af livets store spørgsmål! Jeg var slet ikke forberedt og sidder og hmm hmm hmmér og siger så "Ja hvordan er det nu lige det er gået til?" Hun kigger atter på mig og siger så lidt opgivende "Du har måske glemt det mor?" Ja, lidt havde jeg i samme sekund og vi lukker snakken ned med endnu en godnat sang. Må finde ud af hvordan jeg på en pædagogisk rigtig måde får givet hende et ordentligt svar næste gang - for mon ikke spørgsmålet kommer igen?!

Skagen

Skagen er ikke Danmark Skagen er et sted, hvor drømme lys, fantasi, fisk og mad går op i en højere enhed. Skagen er så tæt på det store vand. Havene, skyerne, vejret.


Skagen om vinteren. Det ligner ikke noget andet sted på Jorden. Sneen ser anderledes ud på Skagen. Så bliver det sommer, og vi bader fra stranden, og vandet er dejlig køligt, helt friskt. Skagen...


Det starter når man kommer kørende. Når man kommer kørende fra Jylland, fra fastlandet, så kan du pludselig mærke, at du nærmer dig toppen af Jylland, og så siger hun: Hvad er det? Hvad er det, der sker?


Der sker noget ganske ejendommeligt, og dér begynder Skagen at påvirke dig. Lyset bliver et andet, og vegetationen bliver anderledes, lyngen ser anderledes ud. Der gror så lidt, men fyrretræerne, som har stået dér og er blevet blæst på, de har et andet sprog, taler anderledes til én ...


Ghita Nørby, Skagen juli 2002

Jeg er ikke blot forelsket i en indfødt skawbo - jeg er også forelsket i hans smukke land.

Stemning

There is at least 10 amazing pictures, from where ever you are right now! 

Sad igår og læste blogs rundt omkring på nettet og faldt over citatet her. Det er så rigtigt så rigtigt. Hvor end jeg vender mit blik, ser jeg et godt fotografi. Det er bare ikke altid jeg har mit monstrom til kamera med og jeg ærger mig ofte som bare pokker, når jeg går glip af et godt motiv. 
Jeg elsker at fange stemninger og blev for nogle uger siden kontaktet af min chef, som havde planer med mig. Jeg har fået til opgave at fotografere en række motiver som skal være stemningsfyldte, men samtidig anonyme. De skal bruges til en fælles hjemmeside for psykiatri og handicap området for Norddjurs Kommune. En spændende opgave, som jeg tog hul på idag. Jeg er spændt på resultatet...

Det der gør mest ondt

Det der gør mest ondt er ikke at der køre en Interflora bil ind i min indkørsel og frem trækker blomstermanden den smukkeste og mest farvestrålende buket roser og den fineste æske chokolade - til mej!! 

Jeg var rørt til tårer (storvrælede!) da jeg læste kortet ved buketten, som var  fra mine tre gamle bartender kollegaer. (Som jeg ikke har arbejdet med i vel 5-7- år!) Jeg er overvældet og virkelig virkelig taknemlig. Tre fantastiske mødre, koner og kvinder, der lige ved hvilke knapper de skal trykke på!

...Men det der gør mest ondt er, når jeg står i stuen og overhører Ida snakke med sin hjerteveninde, mens perlerne bliver sorteret og lavet i forskellige fine mønstre på de formede perleplader.

Ida: Zofie, skal din mor og far også flytte fra hinanden?

Zofie: Nej

Ida: Hvorfor ikke det?

Zofie: (trækker på det) Det ved jeg egentlig ikke??

(Der går lidt tid hvor der er stille)

Ida: Zofie, måske er det fordi din mor og far rigtig rigtig godt kan lide hinanden?

Den slags rammer én lige der, hvor det gør allermest ondt, men samtidig bliver jeg bare så stolt over at have en datter på knap 5 år, som er i stand til at udtrykke sig på sådan en præcis og fin fin måde... 

Iagttagelse

Ida fik en time out på værelset, da hun ikke helt forstod morens budskab.

Hørte hende rumstere derinde fra og gik ind. 

Moren: Hvad laver du Ida?

Ida: Jamen jeg vil have min symaskine oppe på skabet, men kan altså ikke nå den, vil du ikke hjælpe mig?

Tjek lige ud, hvordan den lille dame har prøvet at stable stolen ovenpå barnesengen - så hun næsten kan nå sin symaskine. I en sådan situation er det jo umuligt at holde den stramme facade og ikke lade smilet overrumle! 

Det skønneste jeg ved - og det væmmeligste!

Laura ligger ved siden af mig, varm og langt væk i drømmeland. Jeg er ikke helt tryg, når hun får høj feber. Er så bange for, at hun igen får feberkramper. Hun har haft nogle feberspjæt og det havde hun også inden hun fik kramperne sidste gang. Jeg vil have hende til at ligge ved siden af mig i nat, så jeg har hende helt tæt på og kan høre hvordan hun har det. Tror kun jeg sover med et halvt øje i nat.

Da Ida skulle i seng var hun lidt ked af, at Laura fik lov at blive i stuen, så hun fik også lov at falde i søvn hos os. 

Der gik ikke lang tid, så sov de begge og mit hjerte smelter, når vores to helt vidunderlige piger  er et sted i drømmenes verden - fredfyldt og indbegrebet af ro og tryghed. 

En enorm kontrast til den udsendelse jeg lige har set på DR2. Kastet tilbage til 11. september 2001 - mere behøver jeg vel ikke sige. Den dato er printet ind i hele verdens hukommelse og det løber mig koldt ned af ryggen hver enste gang jeg ser det berømte klip. Tårerne presser på i sympati for dem der har haft oplevelsen helt tæt på livet.

Jeg fatter ikke hvordan mennesker kan være så destruktive og kyniske. Hvad er gået galt?? Jeg nægter at tro på, at de mennesker der skaber denne onde verden, engang har ligget sovende hjemme i stuen, omringet af forældre, hvis mission i livet var at skabe en tryg og kærlig barndom - de bedste rammer for deres børn.

Nok elendighed for nu. Jeg slutter dagen af med et billede af Ida og en søndagsflødekage der hurtigt fik ben at gå på - nam nam!

Alt for hurtigt stor

Fredag var Ida hos doktoren for at blive målt, vejet og stukket. Det sidste var moren lidt stram over, men Ida havde kun i hovedet, at et stik udløste en tur i badeland!
Hun tog det, ikke overraskende, i stiv arm. Ikke så meget som en mine trak hun. Hun så bare frem til klistermærke og tyggegummi fra lægen og vandeldorado sammen med Laura, far og mor. Sommetider bekymre det Chris og jeg lidt, at hun er så hårdfør. Har prøvet at forklare hende, at gør noget ondt må man gerne græde. Selv da hun fik fingeren i klemme i en hoveddør og fingeren halvvejs var revet af, græd hun kun ganske lidt... Nå, det var et sidespring.
1 meter og 18 kilo stor er Ida nu. Tiden flyver og de små væsener vokser alt for hurtigt. Inden jeg får set mig om skal hun i skole, så kalder skoleballet, jeg ligger søvnløs, indtil jeg kan høre døren smækker og hun er i sikker havn... hun får kærester, selvom jeg på bedste vis prøver at lave arrangeres ægteskab allerede nu... Tiden flyver og jeg flyver med, selvom jeg tit og ofte ville ønske jeg kunne standse den, og er det ikke også lidt tamt, at den slags ikke kan lade sig gøre i disse moderne tider!

I dag besøgte vi et hold venner og mens mændene sad og så Formel1 gik pigerne i haven sammen med børnene. Her blev der plukket mælkebøtter og Ida prøvede at vise de små, hvordan man puster de små dun af en vissen mælkebøtte. Bastian forstod det ikke helt og tog i stedet en bid af en. Han så herlig ud med dun strittende ud af munden. 

Men mens jeg stod der med mit kamera, så jeg pludselig, hvor stor Ida er blevet. De små ser jo så meget op til hende og det ses tydeligt på billedet her! Nyd dem - det gør jeg - HVER evig eneste dag!

Kald det kærlighed

"Kald det lige hvad du vil!"
Vi sidder rundt om bordet, forretten bestående af en moderne rejecocktail er netop kommet ind, stemningen er god og jeg når lige at stikke gaflen i en reje da første mand, eller dame er på dansegulvet og den får ikke for lidt med den store runde numse.
Det er lige præcis derfor jeg har valgt at arbejde med den slags mennesker, hvis hjerne er skruet sammen på en anden måde end flertallet.
De er så fantastisk ligetil og helt uden filter. For mig giver det så meget mening at bruge kræfter, hvor behovet virkelig er stort og hvor jeg kan se at jeg rykker noget for de her mennesker. Det er beundringsværdigt, at opleve deres lyst og appetit på livet, trods de på mange måder dårlige odds.
Jeg er ansat til blandt andet at udvikle og vedligeholde færdigheder hos mennesker der ellers vil sygne hen. Benhårdt arbejde! Det lyder på mange måder så flot, men i virkeligheden giver de mig tifold igen!

I børnehøjde

"Moar, synes du ik at Laura har nogle ret så tykke kinder - de ligner da ihvertfald ikke vores!"

Der kommer det ene guldkorn efter det andet fra Ida for tiden, men jeg glemmer halvdelen af dem i farten. Bed dog mærke i denne lille iagttagelse, som den lille dame havde gjort sig. Vi er ikke ens og heldigvis for det da!

Lige for tiden er det ikke de små æblekinder der falder mig i øjnene hos Laura, men nærmere at hun ligner et barn vi har kastet ned fra første sal eller givet en voldsom tur med noget groft sandpapir. Hun er så forslået. Det koster åbenbart nogle blå mærker, småskrammer og buler at begynde at gå og åhhh, hvor jeg synes det er synd at spolere hendes alt for lækre babyhud!

Inspiration

Der findes ikke mange opfindere, jeg er heller ikke én af dem. Jeg bliver inspireret af alverdens iagttagelser jeg gør mig på min vej. Det er lige fra hippe hjemmesider til lusede loppemarkeder og jeg æder det hele råd. Det kan knase næsten højlydt inde i mit hovede, når jeg ser noget hvor jeg bare tænker "wauw, det der må prøves".
Jeg har prøvet at samle nogle billeder rundt omkring, af de ting der giver mig inspiration og blod på tanden til at kaste mig ud i krea-verdenen og heldigt nok lærer jeg bedst ved at se billeder frem for at få en manual stukket i hånden.
Havde jeg dog bare 48 timer på et døgn og et par millioner på kontoen - så skulle i bare se løjer! (:

Markblomst og hjemmebryg

Jeg cykler langs banestien og sommervinden kæmper imod at jeg kommer før hjem end hvis den havde været med mig.

Duften af sommer og den begyndende høst passere mine næsebor, en af de fantastiske ting ved sommeren... og nu er den snart på retur.

Da jeg for 3 uger siden kørte sammen vej var det for at tage til jobsamtale. Jeg besluttede mig for, at hvis jobbet blev mit ville jeg plukke den fineste buket markblomster på vej hjem...

Jobbet blev mit og jeg fik plukket min fine buket markblomster!

Nu er hverdagen for alvor startet og jeg ønsker mere end nogensinde før, at døgnet var 7 timer længere! Minutterne flyver afsted og det er om ikke at spilde et eneste af dem!

Hvis der er noget jeg er god til, så er det at udnytte tiden. Jeg keder mig ALDRIG! Inde i mit hovede har jeg 117 ideer og ind imellem sker det at jeg får ført nogle af dem ud i livet. For længe længe siden købte jeg en gammel brugt Trip Trap stol. Slidt og mørk af lak. Havde planer om at sætte den i stand til Laura blev født... Nu er hun så 1 år, hmm, og først nu har jeg fået taget mig sammen til at få den slebet ned, malet, tapeseret og lakeret. Resultatet blev lige som jeg havde forestille mig (på billedet er den lidt mere blå end i virkeligheden). Det var så ét projekt... Mit største projekt er at være en god mor for mine skønne piger og en god kone/kæreste for min dejlige mand... Med de ord vil jeg bevæge mig ind i sofaen til ham og se lidt i flimmerkassen inden drømmenland tager over og stjæler de sidste timer af min kostbare tid!

Syn for sagen

Tanken skal ane, hvad øjet ej kan se...

Hvordan mon du oplever verden set med dine øjne?
Dengang du kom til verden var jeg bange for, at jeg havde givet mit dårlige syn videre til dig. Længe var jeg glad for, at du havde fået dine helt egne stærke øjne, men i dag fik vi bekræftet, at du ligner mig, også hvad angår et dårligt syn - tak for ingenting, kan du så sige...

Men vi ser det positive i det. Du har de smukkeste øjne med de længste øjenvipper jeg endnu har set... Nu kommer de i glas og ramme, en fin lille LYSERØD ramme, som du helt selv har valgt! Du glæder dig og jeg håber du bliver glad for dem og pludselig ser verden meget mere klart - som dine skønne blågrønne øjne.

Igen til aften puttede du Laura. Jeg elsker denne stund. Tit går jeg ud af værelser, bare for at stå på den anden side og lytte til jer. Du synger og giver hende lidt vand i sutteflasken. Laura nyder at det efterhånden er en fast tradition, at du putter hende - og ingen kan gøre det bedre end dig.