Giv lidt videre...

Vi ved at alt hvad vi giver kommer trefold tilbage... Det er en fin talemåde og jeg tror det rigtigt i mange henseender...
Meeen lige nu tynder jeg ud i mine stoffer. Ikke at jeg tror jeg kan få for mange af disse lækkerier, men symaskinen kan ikke følge med og lur mig om ikke denne 70´er dille, som efterhånden har stået på en årerække, ebber ud inden skabet er tømt. 
Så var det jeg tænkte, her i min sygdomsramte elendighed, at jeg måske kunne glæde en kreativ sjæl derude i verden. 
Smæk en kommentar på min blog, linkt hertil, bliv fast læser eller gør noget helt fjerde og få en røvfuld lodder i smasken - så kan disse gamle klude blive dine!
Vinderen trækker jeg søndag den 18. september.

  Jeg får sådan lyst til at fortælle en lille historie fra vinteren.
Sømanden og jeg er på vej hjem fra København. Vi sætter os tilrette i toget. Stemningen er, som en stemning nu er to forelskede imellem (:
En kvinde omkring de 40 træder ind i kupeén (Øhh det hedder det så ikke, nu der ikke er kupeer i de normale toge). Hun er høj, slank, velklædt, bærer solbriller og ser i mine øjne lidt stram, sippet og sur ud.
Der går ikke mange minutter før hun begynder at vandre frem og tilbage til og fra toilettet. Flere gange sidder hun med sin telefon og beklager sig til Peter i den anden ende af røret. Som turen mod Århus skrider frem, får hun det værre og værre og en togkonduktør prøver at være hende behjælpelig. 
Vi ankommer til Århus banegård og folk vrimler ud af toget. Kvinden har tydeligvis brug for hjælp. Thomas tager hendes bagage og jeg tager hendes arm. Hun næsten kravler ud af toget, imens hun hvisker, at hun hedder Xenia. Allerede her begynder hun at takke... Hun fortæller at hun har fået et morfin præparat, som hun tydeligvis er overfølsom overfor.
Hun fortæller at hun bor i en af de nærliggende gader og vi siger at vi nok skal følge hende hjem. Hun begynder at græde, imens hun fortsætter med at takke for hjælpen. 
Vi prajer den forreste taxa udenfor banegården og fortæller at vi skal til Sct Pouls Gade. Fortæller at vi har en "patient" med, som skal sikkert hjem. Han udbryder angribende at vi må finde en anden, da han ikke vil have hende med!? (Jeg så rødt!! - sure gamle nar siger jeg bare!). Den næste chauffør i rækken er yderst venlig og kører os til hendes hoveddør.
Xenia forsætter med at takke og begynder igen at hviske, at hun er ved at indspille et teaterstykke, som hun gerne vil have os til at komme til for-præmiere på.
Vi gik derfra med en god følelse i maven. Solen skinnede og foråret spæde tegn var netop begyndt at vise sig.
Dagene efter smsede vi frem og tilbage, bare lige for at vide om hun atter var på toppen. En måned senere tog jeg min veninde under armen (sømanden kunne desværre ikke få landgang) og så Sweeney Todd på Århus Teater. Jeg brugte det meste af forestillingen på at gætte mig frem til, hvem den "mystiske" kvinde fra toget var. Denne gang var hun kromrygget, beskidt og ækel. "Ingen er bare det du ser"