Den dybe tallerken er opfundet og jeg er ligeså forelsket i de dybe, som i de flade!
Her er min samling. Den italienske er egentlig slet ikke mig, men det er mest fordi der er en masse minder forbundet med den, at den stadig har plads i køkkenskabet.
Gennem min barndom og nogle gange i mit voksenliv har min familie og jeg holdt sommerferie i Italien. I en lille by ved navn Pietramurata i det nordlige Italien. En by hvor turismen er en by i Rusland, hvor bjerglandskabet og vinmarkerne snor sig smukt gennem det maleriske landskab. Kan huske jeg i teenageårene synes det var dødens pølse at feriere der, fordi der på ingen måder var gang i den. Derfor snuppede jeg veninder med et par gange. Men nu, hvor jeg tænker på Pietramurata, så er alting netop dér indbegrebet af Italien, som jeg helst vil opleve og huske landet. Den lille by med den store og smukke kirkegård, de små gader og lyden af kirkekoret fra den særprægede landsbykirke. Gamle huse med vinduesskodder, altankasser med farverige blomster, små trehjulede biler, is på den helt rigtige italienske facon, pizzaer som kun italienerne kan lave den, roen... og så duften selvfølgelig, duften som jeg ikke kan beskrive. Samme duft som da jeg var der for første gang omkring 1982 - det er 30 år siden nu. Intet er forandret og lige netop dét holder jeg så meget af og giver mig lyst til at vende tilbage... til den dybe tallerken kom vi... Det er det skønne ved de gamle ting. Historien, minderne og alle de tanker de kan sætte igang - Ikke som med tallerknen nederst i venstre hjørne. Købt i Netto sidste år. Måske jeg kan få lidt historie proppet ind i denne også?
