Laura 5 år

Min lille PIGE. Hende med de mange kjoler i alle regnbuens farver. Hende der har en fantasi så stor at hun vil gå fantastisk i spænd med "Den lille Prins". De vil forstå hinanden... Hun vil muligvis skrappe af ham og gå sine egne veje, hvis noget ikke passer den lille dame. 
Hun vil helt sikkert lytte til "råt musik" (rock musik), mens hun danser rundt og rundt med lidt forsigtige trin. De krøllede lokker vil killer hendes lille næse, der opsnapper hver en duft. Hun vil rynke på næsen hvis duften er fæl. Hun vil lytte efter hvad du siger og du kan være stensikker på at spørgsmålene vil være mange og at hun tænker hvert et ord og hver en tanke til ende. Hun er et af de slags mennesker, som forstår at leve i stedet for at efterleve. Jeg beundre hende for det og vil gøre mit bedste for at gøde og vande denne egenskab. Jeg tror hun vil drage på eventyr med en kuffert fuld af kjoler, omhyggeligt pakket ned... Men ikke endnu. I dag har hun fødselsdag. 
5 år.
Hvis jeg kunne vil jeg drysse rosenblade på hendes vej gennem livet - hele vejen. Men hun kan selv. Hun vil selv og en dag får hun lov... Jeg elsker at jeg må låne hende, nogle timer, nogle dage, nogle uger, måneder og år, lidt endnu.

Camilla er gået i forvejen...

Jeg hører børnelatter udenfor mit vindue. Zofie fræser afsted på sit løbehjul, mens lillesøster Emilie halser efter hende. De har gang i den samme leg, som så ofte før. 
Pludselig bliver der stille og det føles som om også tiden går i stå. Vasketøjet blafre i vinden og solen kaster lange skygger efter sig, mens den langsomt forsvinder ned bag horisonten, for at vende tilbage igen imorgen.
Imorgen er alting forandret, for du vender ikke tilbage ligesom solen. Du er gået i forvejen af den sti, hvor kun Guds udvalgte får lov at gå. Camilla var for god til at være her på jorden - intet andet giver mening.
Som en fugl der ikke har noget sted at lande svæver kærligheden hvileløst rundt og lander i den dybeste sorg, hvor det menneske der har mistet sit elskede barn nu skal til bygge rede. 
Hvordan skal solens gløde nogensinde få samme varme og skønhed som den du spredte på din vej? 
Hvordan kommer man som mor, far, pap og søskende videre derfra, hvor livet på et splitsekund blev revet væk fra dig og forandret for altid for dem der har dig kær?

Jeg vågnede forleden nat ved at jeg sagde "pas på hende!" Jeg ved ikke hvem det var til, men som mor kan jeg kun gisne om hvordan Heidi må føle. Hvem skal nu passe på hendes lille pige? Det er ubærligt at et så ungt menneske skal sige godnat til livet...

Vi må hjælpe hinanden med at hjælpe dem - med støtte fra vores gode og stærke naboskab.

Afsted det går...

Nu har jeg skrevet og slettet igen - jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg er fuldstændig kommet ud af skrive træning. Ordene står i kø for at komme ud og ned på skrift, men de slår kolbøtter og snubler på vejen og lander helt forkert.
På loftet har jeg en kasse med dagbøger og års kalendre for flere år tilbage. Ja tilbage til omkring 3. klasse. Det at skrive har fungeret som en ventil for mig og da jeg ikke har skrevet her på bloggen de sidste tre måneder og inden da meget sporadisk, ja så skulle man mene at mit hoved er ved at boble over med bogstaver. Som jeg sidder her, er jeg fuldstændig blank. Men det er vel som med al anden træning, det skal holdes ved lige, hvilket jeg vil betræbe mig på at gøre - så har jeg ikke lovet for meget. 
Jeg håber ikke at alle mine dejlige læsere har forladt bloggen i mellemtiden. Det er dejligt at vide at nogle læser med. Samtidig mangler jeg "historierne" til når jeg kreere private fotobøger. Det gør indholdet mere levende - ikke just hvad man kan sige om bloggen den seneste tid. 

Eftertanke

 

At leve i nuet er livets teknik
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at det nu, du lever i,
én gang for altid er dette.

 

Piet Hein

Det følsomme hjerte

Jeg faldt over et program på Dr2 her til aften. En kanal fuld af en masse tv man rent faktisk kan lære noget af!

Emnet omhandlede hjertet - musklen der pumper blodet rundt i kroppen. Det hele foregår fysiologisk, men forkning viser at hjertet er meget mere end det. 

Kan i mærke det? Følelsen af et knust hjerte. Det gør ondt. Ikke kun i sjælen, men også dybt ind i hjertet, sådan rent fysisk.

Da Gud skabte mennesket var det af den rene og skære tomhed. Han glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske, falder hjertet sammen og knuses. Det lyder som den rene filosofi, det er det også og alligevel ikke, for denne smertefulde tilstand har fået diagnosen "Knust hjerte syndrom".

En datter beretter om sine forældre. De havde levet i et meget harmonisk ægteskab i 65 år. Var uadskillige. Moderen skulle opereres for noget forholdsvist harmløst, men under operationen opstår komplikationer og faderen bliver kontaktet. På vej til hospitalet får han et hjerteanfald og da han når frem er moderen gået bort. Kort tid efter denne besked dør faderen. Døgnet forinden var begge i fuld vigør.

Hvor er det fantastisk! Hvor er det fantastisk at krop og sjæl hænger sådan sammen og er hinanden forudsætninger for et godt liv - eller for liv i det hele taget. 

4 år

Et under er hændt mig; En kostelig gave
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
Et spædt lille væsen med bundløse øjne
har slukket dybt i mig et ubevidst savn.

Ja, dette er underet ingen kan fatte,
en levende gave, et barn der er MIT!
Jeg bøjer mig ned over puden og smiler
og mærker selv smilet – bevæget og blidt.

En lykke jeg aldrig har vidst kunne findes.
En lykke – ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit hjerte den nat da jeg hørte
så fjernt disse første små klynkende skrig

Da glemte jeg smerter og veer og tårer.
Glemt var måneders mødige fjed.
Al uro og længsel og angst i mit hjerte,
forvandledes til en usigelig fred.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler.
Åh, barnløse kvinder hvor ynker jeg jer
Kun den der har kysset sit barn når det sover
kan sige: NU ved jeg hvad kærlighed er..

Det er ikke til at begribe at der nu er gået 4 år. Nøjagtig 4 år siden at veerne var ved at tage til og Laura på vej til at gøre sin entre. Lige siden har hun taget hver dag med stor appetit. Det er en fornøjelse at være hendes mor og jeg føler mig beriget udover alle grænser...

At være nærværende - eller ikke at være

Jeg faldt over  indlægget her til morgen og det fik mig sådan til at tænke.
Jeg ville ønske, at jeg var mere nærværende i alt hvad jeg gør. Jeg øver mig, med blandt andet Mindfulness, gåture i naturen og med fokus på at være det - nærværende i nuet.
Jeg synes det er virkelig virkelig svært! Der er altid nogle forstyrrende elementer, tanker, informationer fra alle vegne, ting jeg skal/bør forholde mig til. Forventninger og krav, nok i virkeligheden mest fra mig selv. Jeg er ikke god til at komme tingene i de rigtige skuffer. Og se nu bare. Imens jeg sidder og skriver og prøver at være nærværende omkring det, så kommer tankerne til mig "Jeg burde gå i bad - mit hår er fedtet - badder! Og hvad med vasketøjet, det vasker jo ikke sig selv. Fik jeg overhovedet ringet til dem og dem eller svaret på den sms besked forleden? Har vi egentlig styr på sommerferien? Åhh for fanden de nullermænd - Har Yiannis mon ondt i maven siden han kastede op forleden - synes også han sover meget - Har han spist noget forkert?Jeg skal også lige huske at skrive indkøbsseddel og handle ind til næste uge. Er der styr på barnepigen imorgen, når jeg skal til skole hjem samtale? Hov, fuglenen synger i dag, mon vi slipper for regn, mon der kommer sol?". Jeg er jo overhovedet ikke nærværende.
Jeg tror det kommer med alderen, det vælger jeg ihvertfald at tro. For hvis jeg øver mig og samtidig bliver mere klog på livet og på mig selv, hvad der har betydning og hvad der ikke har. Så tror jeg nærværet bliver mere intenst. 
Nu falder mine tanker på bogen "Sjælefuglen". Den kan holde mig nærværende, men den er også kun på 15 sider (:


Fordi der er en skuffe til alt hvad vi føler, har den lille sjælefugl mange, mange skuffer.
En skuffe til glæde og sympati.
En skuffe til sorg og energi.
En skuffe til praksis og teori.
En skuffe til alt den ikke kan li.
Og en skuffe med masser af skuffelser i!
En skuffe til mod og frodighed
og en skuffe til utålmodighed.
En skuffe til had og til nag og nid
som ikke bør åbnes til hver en tid.
En skuffe til alt det bedste den ved
og også en skuffe til kærlighed.
Og en skuffe til de allerinderste hemmeligheder,
- men den åbnes ikke så tit.
Men der er også en masse andre skuffer.
Der er alle de skuffer
man kan drømme om
Sommetider kan man få fuglen til at finde nøglen til lige den skuffe man helst vil åbne. Men andre gange kan den selv finde på at vælge...


Kender I det? det med at være nærværende - eller ihvertfald at have et ønske om at være det og øv følelsen når det ikke lykkedes.

The Bucket List

Når man er på ferie er det som om altid kan lade sig gøre. Grænserne er få og mulighederne er uendelige. Ens vilje og drivkraft får et ekstra skub. Nok fordi det er energi på energi at rejse. Det er vel ligesom at være forelsket.
Det samme skete på vores eventyrlige rejse i Brasilien. 
Jeg er villig til at leve på en sten, for at skrabe penge nok sammen til det næste eventyr. Drømme bliver vendt og vi snakker om alt det vi gerne vil nå "inden vi stiller træskoene". 
Thomas fortæller om filmen "The Bucket List". Jeg har endnu ikke set den, men den handler om to mænd der bliver kræftsyge og havner på samme sygehusstue. Den ene en hidsig milliarder (Selvfølgelig Jack Nicholson) den anden en belæst mekaniker (Morgan Freeman). De laver en liste over ting de gerne vil opleve "before they hit the bucket" og herefter starter eventyret for dem. En påmindelse om at leve i nuet.
På vej mod lufthavnen i Rio De Janeiro har vi en fire timers lang køretur foran os. Vi sidder på bagsædet af vores ven Antonios bil, med nedrullede vinduer. Normalt blæser aircondition derudad, hvilket jeg ikke forstår? Jeg rejser ikke 10.000 kilometer fra omkring 5 grader til 5 grader i en røvkold restaurant, bus eller taxa i Brasilien. Nok er jeg bleg, men det betyder ikke at graderne skal holdes nede, for at mine organer kan fungerer. JEG VIL HAVE VARME OG JEG KAN IKKE FÅ FOR MEGET AF DEN! 
Tilbage til de nedrullede vinduer, hvor duften af biler og varme omfavner min næse og synes er intet mindre end fænomenalt smukt.
Ligesom billeder er en hukommelsesforlænger, så er dette øjeblik i bilen det samme. Jeg bliver sååå varm i kroppen, når jeg fisker min kalender frem en regnvejrsfuld dag herhjemme og slår op på en af de bagerste sider. Jeg kan fornemme følelsen fra køreturen, som var det igår. På den ene side står Thomas, på den anden Camilla. Vi bruger turen fra Parati til Rio De Janeiro til at udveksle drømme og dokumentere dem - så vi bedre kan huske og holde fast i dem - udleve dem! Vi skriver 12 punkter ned (ikke i prioriteret rækkefælge)., uden at afsløre hvad vi hver især skriver. Nu ligger den her, "The Bucket List" og jeg får sådan en lyst til at starte fra en ende. Jeg kigger på Thomas´nummer 1. som er identisk med min nummer 11. 
En hyldest til livet er sat i gang.

Hvordan ser din Bucket List ud??

Spred lidt lykke

Danskerne er kåret som verdens mest lykkelige folkefærd. Hvad får os til at føle denne brusende glæde indeni, en tilfredsstillelse, en livsbekræftelse der retter fokus mod det mest vidunderlige, det der giver mening, lyst og appetit, til at give og modtage, til at kære om det vi allerede har og nysgerrig på at udforske det vi har til gode. Lykke er en subjektiv følelse og derfor en svær størrelse at sætte ord på. 
Jeg tror dog vi alle kan blive enige om, at lykke er en magisk tilstand. 
Når jeg tænder fjernsynet, læser nyhederne eller på anden måde høre om verden udenfor, så er det ikke følelsen af lykke der gennemstrømmer min krop. Ikke engang tæt på, snarre tværdigmod. Det er som om vi mennesker er sat på jorden for at bekæmpe hinanden og den verden vi er en del af. 
Jeg kunne så godt ønske mig lidt mere kærlighed og meget mindre krig i verden. Hvis den tendens medierne tegner er fremtiden, så bliver jeg nød til at ruste mine børn til en kynisk verden, hvor man tager lidt mere end man giver og hvor er det så lige vi er henne?
Tænk hvis vi alle sammen gjorde bare én god gerning om dagen og den gode gerning kunne sprede sig som ringe i vandet. Jeg kan næsten se det for mig... 
Der skal så lidt til at gøre en forskel. At sende et menneske jeg ikke kender et smil, sige hej, komplimentere hende ved kasselinjens flotte frisure eller din venindes, hjælpe et menneske som har brug for din hjælp - Det er noget der rykker, i dig, i mig og i os allesammen! 
Jeg oplevede lykkefølelsen på min egen krop for et par uger siden, hvor jeg var med sømanden og pigerne i Blokhus. Det er en lille ting, men alt andet lige en forskel og det er der jeg vil hen. Vi går på stranden og jeg som altid fotografere. Knipser et par gående hånd i hånd mod solnedgangen. Et fantastisk scenarie. Jeg går hen til dem (og håber de ikke taler tysk hmm). De giver mig deres mailadresse og vupti de får et billede, som de kan mindes fra ferien ved Blokhus 2012. Mere skal der ikke til at sprede lidt glæde... 
Min bror, svigerinde og deres to døtre har den seneste måned rejst rundt i en autocamper i USA. I sig selv en oplevelse der for dem har gjort en kæmpe forskel for deres familiefølelse. På hjemrejsedagen pakker min svigerinde alt hvad der er tilbage i deres lille "hjem". Brød, pålæg, øl, sodavand osv osv... Den første hjemløse de møder (og der var mange!!) giver de "resterne fra de riges bord" og vedkommende var jublende lykkelig.
På baggrund af mit snart lange indlæg, som kunne have været meget længere, vil jeg i stedet kaste en udfordring ud i Blogland. 
For at skyde lykkehjulet godt i gang giver jeg 10 blogkvinder til (op)gave at gøre en god gerning, som de vil dele på Deres blog. Herefter sender De hver især lykkehjulet videre til 3 andre blogkvinder og snart har vi gang i en stor flodbølge af lykke... Er det ikke fantastisk! 


Jeg giver lykkehjulet videre til


Moccapigen
Mamalover
Lullaby
Kom lidt farver i skeen
Den Lille Lykke
Lotteriets lille verden
Belladotte
Alma la palmas univers
Smilerynker
Hverdag på æblelunden

Tænde lys for hinanden

 

Denne vinter har været en hård af slagsen. Ikke så meget i bogstavelig forstand, for på den front har det vist været en af de milde slags? Min blog er til for at minde mig om livets fornøjeligheder, til det der giver mig god energi og positive udfordringer på et både menneskeligt og kreativt niveau. Derfor gør jeg ikke så meget plads til brok, ynk og det der gør ondt. Den del af kagen får min familie "fornøjelsen" af. Men samtidig er det svært at lave en skarp skillelinje. Lars Lilholt beskriver det meget godt...

Der er en tid til at tale

en tid til at tie

en tid til at græde

over en vi ku' li'

der er en tid mest til latter

når venskab fornys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

Der er en tid til at kæmpe

en tid mest til leg

en tid er vi sammen

en tid hver for sig

en tid må vi vente

når sejlene sys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

                                                            for hinanden

Vi er her for at tænde lys for hinanden. For bedre at kunne huske det, som "Den lille prins" ville udtrykke det.
En kollega fik mig ned med nakken. Hvad hun ikke er klar over er at hun sendte mig på en (personlig) rejse. Jeg startede som en uerfaren K2 bjergbestiger. Ikke for foden af bjerget, men dét sted, hvor ilten begynder at slippe op og det øvrige udstyr er som til en vandretur omkring Himmelbjerget. Slet ikke klædt på til udfordringen...
Jeg måtte give slip og falde. Forfrosset og ude af stand til at mærke min egen krop.
Nu er jeg tilbage. Stærkere end før. Varm indeni, lidt hårdere udenpå, men jeg tror det er hvad livet gør ved én.