Intet eventyr og ej heller kærlighed på film

"Der var engang," sådan begynder ethvert eventyr - og selvom jeg føler mig som en statist i et af slagsen, så kan jeg alligevel ikke katagorierne det jeg nu vil berette som et sådan. Hvorfor? Jo fordi et eventyr som oftest er forudsigeligt og noget der er opdigtet. Jeg har prøvet at bide mig selv i tungen. Den er go nok, det er virkelighed... Jeg havde ikke drømt om at være hovedperson i, hvad jeg troede kun kunne være kærlighed på film.
Min sømand, ham det lange laskede lokum, har et par hundrede gange spurgt om jeg vil gifte mig med ham? Ovenpå et forlist ægteskab har det ikke just stået øverst på ønskelisten og egentlig har det også mest været sagt i sjov. En dag siger jeg til ham "Hvordan skal jeg nogensinde vide hvornår du mener det?" Til mit spørgsmål svarede han ganske kort "Når den dag kommer er du ikke i tvivl".  Det måtte vise sig at han fik ret.
"Du skal pakke en taske med varmt tøj, nat tøj, pænt tøj og praktisk tøj" Som sagt så gjort. Med ordren om ikke at kigge bag i bilen eller på gps'en bevæger vi os afsted. Hele Swiften fyldt til bristepunktet. Ikke af bagage, men af spænding, nysgerrighed, og en røvfuld sommerfugle i maven, som oveni hatten efterlader en aura omkring mig, som er til at få øje på.
En plet omkring det smukke Gl. Ry danner de næste to døgn rammen om en kærlighed der har været langt omkring. Lige fra det regnfulde Bagenkop på Langeland til det frodige Bergen i Norge og videre til et fortryllende Brasilien. En sprudlende og livsbekræftende forelskelse krydret med den rejse det er at omdefinere et liv, nogle drømme og skulle navigere i et dengang indre kaos. Min sømand har både været min styrmand i stormen og mit fyrtårn når det var svært at se gennem tågen. Vi har redet på de høje bølger sammen og sommetider har vi været ved at drukne - Nu sidder vi her i en robåd fuld af rosenblade. Efterårsregnen er netop stilnet af og en tårerstrøm af overvældelse overmander mig. Hvert et lille blodrødt rosenblad symbolisere en kærlighed der i dette øjeblik er ved at eksplodere.
Der er gang i de sejl vi ikke har sat. Sømanden klare det hele med et par halvrådne årer. Strømmen prøver at lede os vej og himlen er truende. Men lige her i vores lille båd, her skinner solen og det føles som om, at vi kan tage turen over alle verdens 7 have med vinden i ryggen.
I en lille krog, hvor et træ har kastet sig i søen for stormen padler vi ind. Sømanden begynder på vejen at tale om de skatte vi sammen har erobret og de flyvfisk vi har måtte dukke hovedet for. Han beder mig åbne den genkendelige syæske der står ved min side. "Åbn den og forstil dig et liv folde sig ud". På hver lille hylde ligger skatte i form af de sødeste chokolader, som jeg bedst kan lide dem. Under hver skat ligger et billede fra vores rejse gennem 3,5 år. Tankerne leder mig afsted på mindernes sti og bliver blot krydret, da der i bunden af æsken ligger en bunke hjerter klippet ud af alverdens fotografier med forevigede øjeblikke. Jeg begynder at læse op hvad der står skrevet bag hvert et NU.
Det sidste billede bliver vendt og frem under dette dukker et lille indpakket skrin. "Vil du gifte dig med mig?".  Om jeg vil? Det kan du eddersparkeme bande på jeg vil. Minutterne herefter står klarest i min erindring og ingen billeder eller skønne ord må gå ind og kradse i disse.
Vi sejler til en større sø, hvor champagnen bliver sablet. I min tilstand bliver det blot til et nip bobler og for resten den lækreste vente vin. Havets hersker, Kong Neptun får en tår direkte fra flasken. Han skal formildes for at gøre vores rejse behagelig. Han får lidt ekstra - hvad gør man ikke for en lykkelig medfart?
Under nogle 150 år gamle bøgetræer kaster vi anker. Lige nu føler jeg mig spritny - fuldstændig nyforelsket. Intet er overladt til tilfældighederne - det er jo selveste Thomas ultra romantisk Tarby jeg vugger rundt med. 
Den hvide dug bliver spredt ud på det gamle borde-bænke sæt og frem finder vi et overflødighedshorn af alverdens lækre tapas retter. Flere roer sejler forbi og råber til os. De fornemmer kærlighedens brusen helt ud i deres aktive årer. Vor Herre slår sluserne op og prøver at ramme os med efterårets lykkeregn. Fra hvor vi sidder står himmel og sø i et med hinanden, men dråberne må putte sig på de mange bøgeblade, for kun ganske få holder os med selskab. 
Mit hjerte står piv åbent for den mand der sidder overfor mig og kigger mig dybt i mine små øjne. Jeg har netop givet ham mit "ja" og intet føles mere rigtigt. 
En vis præst sagde engang "Mod er at ville gentagelsen - Gentagelsen er det daglige brød" og jeg har så meget appetit på det ene brød efter det andet. Jeg elsker nemlig brød! 
Nu er det jo sådan at den mand jeg har forelsket mig i har lært mig at brød ikke behøves at spises som intetsigende små tørt papbrød fra Guldbageren. Det kan for det første hjemmebages af surdej lavet på æbler, pærer eller hindbær. Det kan bages af godt, sundt og næringsholdig mel. Lige fra gamle hvedesorter som emmer, spelt og ølandshvede til byg, havre og rug. Det kan koldhæve eller langtidshæve. Det kan spises friskbagt eller fryses ned og genvarmes så det smager præcis som da det var nybagt. Det bliver dog bedst, hvis det er lavet af en omhyggelig og kærlig hånd... Jeg vil gøre mig yderst umage.
Tak for det du får mig til at føle Thomas - Jeg elsker dig ligeså højt tilbage. 

En guddommelig smuk ring

Fraklip!

Da vi sidder i båden og drikker et glas bobler for at fejre vores forlovelse kravler en lille edderkop fra min hue og ned på min øjenvippe. Sømanden fjerner den og siger "finder man en edderkop på et skib bringer det lykke". Da vi fortæller min veninde og hendes mand om hele oplevelsen udbryder min venindes mand med et glimt i øjet og ret irriteret til Thomas; "Nå så den fik du så også lige placeret hva!"

Det var ikke nogen nem opgave for sømanden at finde en søsat båd så langt henne i efteråret. Alle båd udlejere havde trukket bådene op for vinteren. Endelig får Thomas fat på en Gert, som ejer "Ry ål og bådudlejning". Manden lyder for det første halvfuld i telefonen men han har et par både liggende, hvoraf han gerne vil leje den ene ud for 200,- "Hvor langt må jeg sejle?" Gert svare med en fordrukken stemme "For 200,- kan du sgu sejle ad helvede til!!"

Gert vil troppe op på dagen og udlevere båden, men da vi ankommer til det faldefærdelige bådhus (og jeg har fået forbud mod at kigge andre steder hen end dybt ned i min telefon, mens jeg venter i bilen) er der ingen Gert. 

Thomas forsøger at ringe ham op og igen kommer en rusten stemme til telefonen "Åhh, det har jeg sgu glemt. Jeg ligger her med en helvedes influenza. Kan du ikke bare tage en af de to både der ligger der?" "Mener du de to både der ligger under vandet?" spørger Thomas. "Kan du ikke bare finde noget at øse med - så skal du ikke betale noget for at leje den". 

Intet smukt kommer uden hårdt arbejde, tydeligvis... Men resultatet blev jo intet mindre end en drøm.

The Bucket List

Når man er på ferie er det som om altid kan lade sig gøre. Grænserne er få og mulighederne er uendelige. Ens vilje og drivkraft får et ekstra skub. Nok fordi det er energi på energi at rejse. Det er vel ligesom at være forelsket.
Det samme skete på vores eventyrlige rejse i Brasilien. 
Jeg er villig til at leve på en sten, for at skrabe penge nok sammen til det næste eventyr. Drømme bliver vendt og vi snakker om alt det vi gerne vil nå "inden vi stiller træskoene". 
Thomas fortæller om filmen "The Bucket List". Jeg har endnu ikke set den, men den handler om to mænd der bliver kræftsyge og havner på samme sygehusstue. Den ene en hidsig milliarder (Selvfølgelig Jack Nicholson) den anden en belæst mekaniker (Morgan Freeman). De laver en liste over ting de gerne vil opleve "before they hit the bucket" og herefter starter eventyret for dem. En påmindelse om at leve i nuet.
På vej mod lufthavnen i Rio De Janeiro har vi en fire timers lang køretur foran os. Vi sidder på bagsædet af vores ven Antonios bil, med nedrullede vinduer. Normalt blæser aircondition derudad, hvilket jeg ikke forstår? Jeg rejser ikke 10.000 kilometer fra omkring 5 grader til 5 grader i en røvkold restaurant, bus eller taxa i Brasilien. Nok er jeg bleg, men det betyder ikke at graderne skal holdes nede, for at mine organer kan fungerer. JEG VIL HAVE VARME OG JEG KAN IKKE FÅ FOR MEGET AF DEN! 
Tilbage til de nedrullede vinduer, hvor duften af biler og varme omfavner min næse og synes er intet mindre end fænomenalt smukt.
Ligesom billeder er en hukommelsesforlænger, så er dette øjeblik i bilen det samme. Jeg bliver sååå varm i kroppen, når jeg fisker min kalender frem en regnvejrsfuld dag herhjemme og slår op på en af de bagerste sider. Jeg kan fornemme følelsen fra køreturen, som var det igår. På den ene side står Thomas, på den anden Camilla. Vi bruger turen fra Parati til Rio De Janeiro til at udveksle drømme og dokumentere dem - så vi bedre kan huske og holde fast i dem - udleve dem! Vi skriver 12 punkter ned (ikke i prioriteret rækkefælge)., uden at afsløre hvad vi hver især skriver. Nu ligger den her, "The Bucket List" og jeg får sådan en lyst til at starte fra en ende. Jeg kigger på Thomas´nummer 1. som er identisk med min nummer 11. 
En hyldest til livet er sat i gang.

Hvordan ser din Bucket List ud??

En oplevelse for livet

Solen er så småt på vej til at kaste sine varme stråler over den røde jord, med de mange frodige træer og kilometerlange sandstrande. Udenfor mit vindue kan jeg, hvis det er klart, se Corcovado bjerget, hvorpå den enorme Jesus Statue kigger velsignende ud over Rio de Janeiro. Jeg tænker på vores lille Havfrue som sidder hjemme i Danmark og det går op for mig at jeg er ved at sætte mine fødder i et land der er så kæmpe stort at alle Danmarks indbyggere ikke fylder helt så meget, som indbyggerne alene i Rio de Janeiro.
Der er noget fuldstændig fantastisk ved at træde ud af en flyvemaskine og blive mødt af et fremmed land. Luften er fugtig. Vinden er blød, duften af en blanding af benzin og planter, lyset og farverne funkler på en måde jeg ikke er vant til. Det hele er anderledes og jeg begynder med det samme at suge indtryk til mig og fastfryse øjeblikkene med mit sind og med lidt hjælp fra min tro følgesvend, mit kamera.
Gensynsglæden er enorm, da jeg i ankomsthallen omfavner min længe savnede sømand. Han står med et dannebroflag og smiler over hele femøren. Vores eventyr venter forude og vi kan næste ikke vente med at kaste os ud i det.
Jeg ved ikke meget om turen, hvad vi skal se og opleve, hvor vi skal bo og leve de næste 14 dage. Thomas har planlagt det hele. Jeg ved kun at dét her bliver Once in a lifetime oplevelse sammen med meu coração, som på portugisisk betyder "mit hjerte".
Efter en lang flyvetur gør det godt at sidde i en bil med sømanden i hånden og med hovedet på hans skuldre, mens Rio de Janeiro ruller forbi mit blik. Det er en meget surrealistisk oplevelse.
Vi ankommer tre timer senere til halvøen Buzios og den Pousada, hvor vi skal tilbringe tre dage i hvad jeg vil betegne for nær det tætteste paradiset på jorden. Farvestrålende blomster gror vildt omkring, bounty strande med sand der skinner af guld, Reggae toner fra barer og restauranter, en atmosfære af eventyr og livsnydelse - og vi hopper med på galejen. 
(Sol)badning, lækker mad, gåture med sand imellem tæerne, køreture i vores utilregnelige buggy og champagne i troperegn. Livet er ligeså sødt, som de solmodne ananas.

Vi forlader det smukke Buzios og kører mod centrum af Rio de Janeiro - puls når den er højst! 
Rio er for alle, rig, fattig, gammel, ung, homoseksuelle, turister, grønne parker, herreløse hunde, slum, forurening, hvide sandstrande, aber, diamanter, maleriske udsigter fra sukkertoppen, mod Favelaerne, ucharmerende skyskrabere, smukke gamle bydele, det er lommetyve, foldbold -og numsekultur, kriminalitet, korruption blandet med en hjertelig befolkning. Det er bikinier, religion, kultur, fest, stemning, trafikkaos, karneval og sorgløse unge mødre, det er samba, øl, Cachaça og Feijoada. Rio er et sandt sansebombardement og vi befinder os midt i det!

Fra alt hvad der er menneskeskabt bevæger vi os nu mod "De store vande" Fos do Iguacu, som grænser mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. 
Et naturfænomen hvis kræfter er så enorme at det slet ikke er til at begribe. 
Vi vælger at møde vandfaldene på tre måder. Vores første bliver fra helikopter, herefter fra brasiliansk side, hvor vandfaldene står som et smukt maleri foran os med sine 275 vandfald. En fuldstændig fantastisk oplevelse. Den største er dog at se dem fra Argentina siden. Her bevæger vi os på toppen af vandfaldene. Det ene smukke vandfald efter det andet bruser frem mellem det klippebelagte landskab af frodige sammefiltrede træer og buske. Mit kamera er rødglødende for jeg skal ikke misse dette syn, som jeg nok aldrig kommer til at se igen.  
Vi fornemmer det allerede flere hundrede meter inden, kræfterne forude! Det er en underlig følelse af "stilhed før storm", da vi går langs den massive jernbro, bygget over floderne, som munder ud i "Djævlens Gab".

Klimaks - Pludselig står vi midt i det. Et af verdens største vandfald og jeg fatter det ikke rigtigt, før en argentinsk kvinde kigger på mig med tårerfyldt øje. Hun spreder armene ud og udbryder "This is Argentina!". Det går op for mig, hvor priviligeret jeg egentlig er. Her står jeg, på den anden side af jordkloden med en udsigt, som kun de færreste får lov at opleve og kvinden her har måske drømt om dette øjeblik hele sit liv, men først nu fået muligheden til at udleve drømmen. Nu står hun her, jeg står her, vi står her, sømanden og jeg! 
Når jeg tænker på den oplevelse det er at stå med ansigtet rette mod de enorme naturkræfter, mærke støvregnen mod mit ansigt, se de utallige regnbuer, hvor end øjet skuer og høre det brusende vand der slet ikke vil holde op med at strømme, så har det sat sig som en erindring jeg aldrig vil glemme  - kamera eller ej.

Tilbage i flyvemaskinen efter tre storslående dage omkring Iguassu vandfaldene. Retur til Rio de Janeiros lufthavn, en flyvetur på knap to timer. Samme rejsetid, som turen fra Billund til Paris og vi bevæger os vel at mærke kun rundt i det østlige Brasilien. Nu venter en fire timers lang køretur mod byen Parati. Her vil vi tilbringe vores sidste fire dage i atlanterhavs regnskoven. 
Vi kører langs kysten hele vejen. For hver kilometer nærmere vi os den forestilling jeg har om Brasiliens eventyrlige land - så enestående at det ikke kan findes noget andet sted på jorden. Alting er lidt mere grønt og frodigt. Blomster som vi har stående hjemme i en potteplante gror vildt omkring. Kokosnødder, limefrugter og bananer plukkes i skoven og sælges ved små boder langs vejen. Bygningerne er smukke uden at være nogle arkitektoriske mesterværker. Alting udstråler "The simple life" og det fascinerer mig dybt ind i hjertet. Jeg er fuld af beundring over stedet og folket der lever her og beundringen bliver bestemt ikke mindre, da vi ankommer til vores ny hjem med sin beliggenhed på en bjergskråning i den smukke atlanterhavsregnskov. Fra vores lille charmerende hytte kan vi se lige ud i den sammefiltrede jungle og høre vandfaldet der risler og bruser nedenfor. Vi befinder os midt i naturen og vi elsker det lige med det samme begge to.

Det bliver tidlig mørkt i Brasilien. Omkring kl 18 er det som om stikket bliver trukket ud, så hurtig forsvinder solen. Ikke som i Danmark med de meget lange og smukke solnedgange. 

Vi beslutter os for at spise på den tilhørende restaurant Le Gite d´Jndaiatiba (Ja prøv lige at udtal det!?). En restaurant ejet af to mennesker, som har udlevet livsdrømmen, om et Bed and Breakfast kombineret med en restaurant in the middle of nowhere, men grundet fantastisk kogekunst er det blevet et sted folk kører til for at opleve. For os bliver vores første møde her også en oplevelse vi sent vil glemme.

Regnen siler ned, det er mørkt og vi famler os vej fra hytten og mod restauranten af en mindre sti, kun oplyst af små fakler. Værtsfamilien, bestående af franskmanden Olivier, hans brasilianske kone Valérie og deres datter, sidder og spiser aftensmad og vi bliver budt velkommen og sætter os ved et bord med levende lys. Vinduer og døre står på vid gab og hyggen bliver større ved lyden af regnen udenfor. Hele indretningen emmer af charme og personlighed, med åben kamin, bogreoler og billeder af familien gennem tiden.

Vi når lige at bestille før lynene slår ned, meget tæt på. Regnen tager til og det trækker op til storm. På kort tid er alting et mindre kaos. Døre og vinduer skal lukkes i en fart og udenfor lyder det som om regnskoven er ved at falde ned over os. Strømmen går og kun lynene som kommer med få sekunders mellemrum lyser op. Jeg kigger på sømanden og siger "er det her normalt??" hvortil han svare at det er helt normalt i regnskoven. Det beroliger mig lidt. Thomas hjælper med at fjerne et par af de træer der er væltet udenfor indgangen, flere stearinlys kommer til og lyser hele restauranten op, mens lyn, torden og regn fortsætter med at rase udenfor. Et øjeblik af inderlig romantik. 

Et engelsk par kommer til og fortæller at de nær ikke var kommet frem, fordi træer lå væltet ind over kørebanen. Et sted får de lige sneget bilen under et træ. En usædvanlig aften, hvor 

der ikke er andet at stille op, end at indrette sig under naturens uanede kræfter.

Lyset sniger sig gennem sprækkerne i de lukkede vinduesskodder og vækker os tidligt skærtorsdag morgen. Gårsdagens tumult har lagt sig og solen med sin varme er på sit højeste allerede imens vi spiser morgenmad. 

På med rygsækken - klar til at agere vildmarksmænd i den smukke og lidt barske regnskov. Vi finder en sti, som efter sigende skal føre os til et virkelig smukt udsigtspunkt udover atlanterhavet. Vejen bærer kraftigt præg af det voldsomme uvejr, så vi planker den, smyger os og kryber gemmen træer og krat der ligger knækket hulter til bulter.

Målet er fortræffeligt og vi slår os ned på en klippe, splitteragende Hans Jørgen for her er vi vist de eneste mennesker i miles omkreds.

En dag prøver vi et spisested langs landevejen. Fra afstand kan vi allerede regne ud at her ikke er den bedste hygiejne, men maden smager godt og det er et billigt måltid. Efterregningen skal så vise sig at komme senere. 

Jeg vågner tidligt med med følelsen af kvalme og dårlig mave. Resten af dagen tilbringer jeg nær et toilet. Øv, vores rejse er forholdvis kort, så vil ikke gå glip af noget og nu tvinger det lortemåltid der rumler rundt i mit system, mig til at gå i seng. Sømanden pusler om mig, men der skal noget til at holde gang i sådan en klippert til nordjyde, så han går i restauranten. Imens nyder jeg lyset fra kaminen, som er vores eneste lyskilde sammen med en håndfuld stearinlys. Strømmen er endnu ikke vendt tilbage efter uvejret forleden. Regnen tæsker ned udenfor og inden længe sover jeg. Jeg vågner ved at Thomas står foran mig, som en druknet mus og med en bakke mad. Valérie, som er den søde værtskvinde har tryllet lidt til mig. Der er noget troldkvinde over hende for hendes hjemmelavede kartoffelsuppe og citronte fra haven gør godt. Så godt at jeg er frisk efter en god nattesøvn - med dejlige drømme. 

"At rejse er at leve", sagde H.C Andersen. Han var god til det med eventyr. Vores er et sandt ét af slagsen og jeg oplever følelsen af at leve dybt ned i min mave og ud i alle kroppens celler.

Hjemme igen. 

Jeg kan stadig fornemme det gyldne sand imellem mine tæer, støvregnen fra det enorme vandfald, duften af den grønne regnskov, smagen fra de solmodne ananas, udsigten fra vinduet, imens Brasilien ruller forbi og lykkefølelsen over at opleve det hele sammen med min hjertenskære sømand!