En uvurderlig tid

Der var Lene med det lange mørke hår, der var Jes, med et stort kamera hængende om halsen, der var Tove med hesten Leopold ved sin side, Der var Erik, altid at finde i huleområdet, der var Verner, byggelegepladsens overhoved... Der var en flok ildsjæle, der for rigtig mange børn gjorde så stor en forskel og sætte så dybe spor, at selv jeg den dag i dag kan genkalde den ene oplevelse efter den anden, klokkeklart og som friske dug en tidlig morgenstund.
Mine gode barndomsminder er mange, men særlige er dem jeg har fået på Byggelegepladsen Musvågevej i Århus V. 
"Bygge", som vi alle kaldte den, lå som en smørklat mellem høje boligblokke af beton og det som nok vil gå under betegnelsen ghetto. En del af børnene kom fra socialt dårlig stillede familier. Jeg så egentlig ikke sådan på det dengang. De var jo mine kammerater, men jeg lagde da godt mærke til at Michael ind imellem gik amok, at Lars fik lov at være ude til meget senere end mig og Asta og Henning boede alene med en så sur far, der vist oftere gav en lussing på kinden, når der burde være givet et kys. Jeg elskede at bo hvor jeg boede, der i nummer 114, 2. sal til venstre, med udsigt udover et smilende Århus. Mine bedste veninder lige rundt om hjørnet og min mormor i samme blok som os. Det var trygt, det var dejligt og byggelegepladsen var som blødt smør mod ganen.
Jeg har aldrig drømt om at blive pædagog og jeg har heller ikke gjort mig de store tanker om det, da jeg bestemte mig for at bygge pædagog uddannelsen ovenpå min uddannelse som social og sundhedsassistent. For mig er det altid faldet naturligt at kære om mennesker, selvom jeg sommetider føler mig lidt amputeret og usocial i nogle sammenhænge. Men måske var det slet ikke så tilfældigt at jeg valgte den pædagogiske vifte. Måske har Lene, Jes, Tove, Erik og Verner gjort større indtryk på mig end som så.
Når jeg taler med sømanden om hvorfor han valgte at sejle, er svaret nok lidt som grunden til at jeg valgte at blive pædagog. Den romantiske forestilling om, hvad de to erhverv rummer, eller lad mig hellere sige, rummede. Sømanden havde en forestilling om at komme på eventyr og se hele verden. Men verden har forandret sig. Alting skal gå så ucharmerende hurtigt, at der slet ikke er plads til den passionerede ildsjæl. Magien forsvandt med politikernes magt og jeg sætter ofte spørgsmålstegn ved, hvad der driver mig til at arbejde med det jeg gør? Svaret må findes, der hvor det hele startede - på " bygge". Med en tro på og et ønske om, at kvalitet er bedre end kvantitet og at kvalitetstid er dårligere en kvantitetstid. Tid er en så stor mangelvarer i denne verden og vi har endda selv gjort kål på den. Vi har valgt det materielle på bekostning af nærværet, fordybelsen, roen og tiden. Fire begreber, som var helt essentielle  på byggelegepladsen.
Det var her vi uden pædagogiske læreplaner, tests, regler, målene og vejen lærte at gribe livet udenfor.
Der var dyr for enhver smag og vi lærte at kære og have ansvar for alt levende - ellers døde de sku.
Vi byggede huler så høje som skyskrabere, føltes det. Og gjorde vi det ikke rigtigt, styrtede skidtet sammen.
Vi dyrkede grøntsager og lavede mad over bål eller ler ovne, som vi selv havde bygget.
Jeg har spist litervis af brændenælde suppe og jeg elskede det, for det gav mig sikkert varmen og slukkede en naturlig tørst eller sult, fordi vi var ude året rundt. Ikke fordi vi skulle, men fordi vi ville. De voksne var omkring os. De var tilstede, fordi de havde tiden og fordi de fik lov at gøde alt det de var passioneret omkring.
Det var i mørkekammeret, jeg som 10 årig fik øjnene op for det fotografiske univers. Duften af det syntetiske stof og synet af de røde lamper, billedet der stille og roligt dukkede op, mens jeg skvulpede karet forsigtigt frem og tilbage. Det var som meditation for sindet. I dag trænger jeg til meditation ved siden af alt det andet jeg fylder min sparsomme tid med...
Jeg ved godt at tiderne ændre sig. Min barndom var sikkert materiel, set i forhold til min fars tid, hvor morgenmælken tidligt hver dag skulle leveres og pengene røg i den daglige husholdning.
Min barndomserindring om byggelegepladsen har blot sat sig som en usynlig tatovering af dybe og dyrebare minder - Jeg vil ønske for mine børn at de, når de bliver voksne, kan genkalde de samme uvurderlige barndoms øjeblikke.

2014

2014 er ved at rinde ud af timeglasset. De små korn ligger som en fin dyne i min åbne håndflade og glitre som et utal af stjerner. Jeg vil puste dem forsigtigt afsted og gøre plads til endnu flere i 2015. Jeg ser tilbage på et år der er skrevet lidt ekstra dybt i livets erindring.
Når et liv bliver til, er det som når foråret viser sine første spæde tegn. Farverne er meget mere klare, duftene mere kraftige og solens stråler virker så stærke og energigivende. Samme følelse fik jeg, da lille Liv kom til verden den sidste dag i april. Endnu større blev mit hjerte, for hvilken kærlighed er mere inderlig, end når tre søstre sammenfiltres i en herlig dynge af latter og hengivenhed. Det er for mig lykke på højeste plan og 2014 har budt på et utal af den slags øjeblikke.
Hvad mon det nye år vil bringe af stjernestøv og løjeligheder? Med alderen har bekymringerne fået et større tag i mig, hvilket får mig til at våge den påstand, at hudens ridser kommer udelukkende af tankespind og "hvad nu hvis'er". Så jeg nupper mig lige en lidt større flødeis, når solen brænder og en ekstra bailey i den gode varme friskkværnet kaffe bryg.
I morges tog sømanden og jeg en alvorssnak. Om året vi intet aner om. Hvordan vil vi gerne forme det? Ideerne er mange og drømmene endnu større. Listen blev lang, men egentlig er det ganske kort: En gentagelse af 2014 er ganske kærkommen.

Tik-tak

Et år er gået, et år er forsvundet ud af mine hænder på det der føles som et øjeblik. 
Bloggen har stået stille - helt stille. Mit liv har gjort alt andet end det. Jeg har været gravid og jeg er blevet mor for tredje gang. Til endnu et lille livsstykke, der naturligvis ikke kan hedde andet end Liv. En lille vidunderlig tøsepige mere til samlingen.
Jeg savner at skrive og drage på rejse i ordenes verden. Jeg har det som om jeg helt har glemt hvordan man gør? Det med ordene. De står i kø for at komme ud, men falder over hinanden i én stor pærevælling, når jeg slipper dem løs. Måske jeg skal lukke dem ud én efter én. Den første er sent afsted. Lidt forsigtigt…

Intet eventyr og ej heller kærlighed på film

"Der var engang," sådan begynder ethvert eventyr - og selvom jeg føler mig som en statist i et af slagsen, så kan jeg alligevel ikke katagorierne det jeg nu vil berette som et sådan. Hvorfor? Jo fordi et eventyr som oftest er forudsigeligt og noget der er opdigtet. Jeg har prøvet at bide mig selv i tungen. Den er go nok, det er virkelighed... Jeg havde ikke drømt om at være hovedperson i, hvad jeg troede kun kunne være kærlighed på film.
Min sømand, ham det lange laskede lokum, har et par hundrede gange spurgt om jeg vil gifte mig med ham? Ovenpå et forlist ægteskab har det ikke just stået øverst på ønskelisten og egentlig har det også mest været sagt i sjov. En dag siger jeg til ham "Hvordan skal jeg nogensinde vide hvornår du mener det?" Til mit spørgsmål svarede han ganske kort "Når den dag kommer er du ikke i tvivl".  Det måtte vise sig at han fik ret.
"Du skal pakke en taske med varmt tøj, nat tøj, pænt tøj og praktisk tøj" Som sagt så gjort. Med ordren om ikke at kigge bag i bilen eller på gps'en bevæger vi os afsted. Hele Swiften fyldt til bristepunktet. Ikke af bagage, men af spænding, nysgerrighed, og en røvfuld sommerfugle i maven, som oveni hatten efterlader en aura omkring mig, som er til at få øje på.
En plet omkring det smukke Gl. Ry danner de næste to døgn rammen om en kærlighed der har været langt omkring. Lige fra det regnfulde Bagenkop på Langeland til det frodige Bergen i Norge og videre til et fortryllende Brasilien. En sprudlende og livsbekræftende forelskelse krydret med den rejse det er at omdefinere et liv, nogle drømme og skulle navigere i et dengang indre kaos. Min sømand har både været min styrmand i stormen og mit fyrtårn når det var svært at se gennem tågen. Vi har redet på de høje bølger sammen og sommetider har vi været ved at drukne - Nu sidder vi her i en robåd fuld af rosenblade. Efterårsregnen er netop stilnet af og en tårerstrøm af overvældelse overmander mig. Hvert et lille blodrødt rosenblad symbolisere en kærlighed der i dette øjeblik er ved at eksplodere.
Der er gang i de sejl vi ikke har sat. Sømanden klare det hele med et par halvrådne årer. Strømmen prøver at lede os vej og himlen er truende. Men lige her i vores lille båd, her skinner solen og det føles som om, at vi kan tage turen over alle verdens 7 have med vinden i ryggen.
I en lille krog, hvor et træ har kastet sig i søen for stormen padler vi ind. Sømanden begynder på vejen at tale om de skatte vi sammen har erobret og de flyvfisk vi har måtte dukke hovedet for. Han beder mig åbne den genkendelige syæske der står ved min side. "Åbn den og forstil dig et liv folde sig ud". På hver lille hylde ligger skatte i form af de sødeste chokolader, som jeg bedst kan lide dem. Under hver skat ligger et billede fra vores rejse gennem 3,5 år. Tankerne leder mig afsted på mindernes sti og bliver blot krydret, da der i bunden af æsken ligger en bunke hjerter klippet ud af alverdens fotografier med forevigede øjeblikke. Jeg begynder at læse op hvad der står skrevet bag hvert et NU.
Det sidste billede bliver vendt og frem under dette dukker et lille indpakket skrin. "Vil du gifte dig med mig?".  Om jeg vil? Det kan du eddersparkeme bande på jeg vil. Minutterne herefter står klarest i min erindring og ingen billeder eller skønne ord må gå ind og kradse i disse.
Vi sejler til en større sø, hvor champagnen bliver sablet. I min tilstand bliver det blot til et nip bobler og for resten den lækreste vente vin. Havets hersker, Kong Neptun får en tår direkte fra flasken. Han skal formildes for at gøre vores rejse behagelig. Han får lidt ekstra - hvad gør man ikke for en lykkelig medfart?
Under nogle 150 år gamle bøgetræer kaster vi anker. Lige nu føler jeg mig spritny - fuldstændig nyforelsket. Intet er overladt til tilfældighederne - det er jo selveste Thomas ultra romantisk Tarby jeg vugger rundt med. 
Den hvide dug bliver spredt ud på det gamle borde-bænke sæt og frem finder vi et overflødighedshorn af alverdens lækre tapas retter. Flere roer sejler forbi og råber til os. De fornemmer kærlighedens brusen helt ud i deres aktive årer. Vor Herre slår sluserne op og prøver at ramme os med efterårets lykkeregn. Fra hvor vi sidder står himmel og sø i et med hinanden, men dråberne må putte sig på de mange bøgeblade, for kun ganske få holder os med selskab. 
Mit hjerte står piv åbent for den mand der sidder overfor mig og kigger mig dybt i mine små øjne. Jeg har netop givet ham mit "ja" og intet føles mere rigtigt. 
En vis præst sagde engang "Mod er at ville gentagelsen - Gentagelsen er det daglige brød" og jeg har så meget appetit på det ene brød efter det andet. Jeg elsker nemlig brød! 
Nu er det jo sådan at den mand jeg har forelsket mig i har lært mig at brød ikke behøves at spises som intetsigende små tørt papbrød fra Guldbageren. Det kan for det første hjemmebages af surdej lavet på æbler, pærer eller hindbær. Det kan bages af godt, sundt og næringsholdig mel. Lige fra gamle hvedesorter som emmer, spelt og ølandshvede til byg, havre og rug. Det kan koldhæve eller langtidshæve. Det kan spises friskbagt eller fryses ned og genvarmes så det smager præcis som da det var nybagt. Det bliver dog bedst, hvis det er lavet af en omhyggelig og kærlig hånd... Jeg vil gøre mig yderst umage.
Tak for det du får mig til at føle Thomas - Jeg elsker dig ligeså højt tilbage. 

En guddommelig smuk ring

Fraklip!

Da vi sidder i båden og drikker et glas bobler for at fejre vores forlovelse kravler en lille edderkop fra min hue og ned på min øjenvippe. Sømanden fjerner den og siger "finder man en edderkop på et skib bringer det lykke". Da vi fortæller min veninde og hendes mand om hele oplevelsen udbryder min venindes mand med et glimt i øjet og ret irriteret til Thomas; "Nå så den fik du så også lige placeret hva!"

Det var ikke nogen nem opgave for sømanden at finde en søsat båd så langt henne i efteråret. Alle båd udlejere havde trukket bådene op for vinteren. Endelig får Thomas fat på en Gert, som ejer "Ry ål og bådudlejning". Manden lyder for det første halvfuld i telefonen men han har et par både liggende, hvoraf han gerne vil leje den ene ud for 200,- "Hvor langt må jeg sejle?" Gert svare med en fordrukken stemme "For 200,- kan du sgu sejle ad helvede til!!"

Gert vil troppe op på dagen og udlevere båden, men da vi ankommer til det faldefærdelige bådhus (og jeg har fået forbud mod at kigge andre steder hen end dybt ned i min telefon, mens jeg venter i bilen) er der ingen Gert. 

Thomas forsøger at ringe ham op og igen kommer en rusten stemme til telefonen "Åhh, det har jeg sgu glemt. Jeg ligger her med en helvedes influenza. Kan du ikke bare tage en af de to både der ligger der?" "Mener du de to både der ligger under vandet?" spørger Thomas. "Kan du ikke bare finde noget at øse med - så skal du ikke betale noget for at leje den". 

Intet smukt kommer uden hårdt arbejde, tydeligvis... Men resultatet blev jo intet mindre end en drøm.

Laura 5 år

Min lille PIGE. Hende med de mange kjoler i alle regnbuens farver. Hende der har en fantasi så stor at hun vil gå fantastisk i spænd med "Den lille Prins". De vil forstå hinanden... Hun vil muligvis skrappe af ham og gå sine egne veje, hvis noget ikke passer den lille dame. 
Hun vil helt sikkert lytte til "råt musik" (rock musik), mens hun danser rundt og rundt med lidt forsigtige trin. De krøllede lokker vil killer hendes lille næse, der opsnapper hver en duft. Hun vil rynke på næsen hvis duften er fæl. Hun vil lytte efter hvad du siger og du kan være stensikker på at spørgsmålene vil være mange og at hun tænker hvert et ord og hver en tanke til ende. Hun er et af de slags mennesker, som forstår at leve i stedet for at efterleve. Jeg beundre hende for det og vil gøre mit bedste for at gøde og vande denne egenskab. Jeg tror hun vil drage på eventyr med en kuffert fuld af kjoler, omhyggeligt pakket ned... Men ikke endnu. I dag har hun fødselsdag. 
5 år.
Hvis jeg kunne vil jeg drysse rosenblade på hendes vej gennem livet - hele vejen. Men hun kan selv. Hun vil selv og en dag får hun lov... Jeg elsker at jeg må låne hende, nogle timer, nogle dage, nogle uger, måneder og år, lidt endnu.