En oplevelse for livet

Solen er så småt på vej til at kaste sine varme stråler over den røde jord, med de mange frodige træer og kilometerlange sandstrande. Udenfor mit vindue kan jeg, hvis det er klart, se Corcovado bjerget, hvorpå den enorme Jesus Statue kigger velsignende ud over Rio de Janeiro. Jeg tænker på vores lille Havfrue som sidder hjemme i Danmark og det går op for mig at jeg er ved at sætte mine fødder i et land der er så kæmpe stort at alle Danmarks indbyggere ikke fylder helt så meget, som indbyggerne alene i Rio de Janeiro.
Der er noget fuldstændig fantastisk ved at træde ud af en flyvemaskine og blive mødt af et fremmed land. Luften er fugtig. Vinden er blød, duften af en blanding af benzin og planter, lyset og farverne funkler på en måde jeg ikke er vant til. Det hele er anderledes og jeg begynder med det samme at suge indtryk til mig og fastfryse øjeblikkene med mit sind og med lidt hjælp fra min tro følgesvend, mit kamera.
Gensynsglæden er enorm, da jeg i ankomsthallen omfavner min længe savnede sømand. Han står med et dannebroflag og smiler over hele femøren. Vores eventyr venter forude og vi kan næste ikke vente med at kaste os ud i det.
Jeg ved ikke meget om turen, hvad vi skal se og opleve, hvor vi skal bo og leve de næste 14 dage. Thomas har planlagt det hele. Jeg ved kun at dét her bliver Once in a lifetime oplevelse sammen med meu coração, som på portugisisk betyder "mit hjerte".
Efter en lang flyvetur gør det godt at sidde i en bil med sømanden i hånden og med hovedet på hans skuldre, mens Rio de Janeiro ruller forbi mit blik. Det er en meget surrealistisk oplevelse.
Vi ankommer tre timer senere til halvøen Buzios og den Pousada, hvor vi skal tilbringe tre dage i hvad jeg vil betegne for nær det tætteste paradiset på jorden. Farvestrålende blomster gror vildt omkring, bounty strande med sand der skinner af guld, Reggae toner fra barer og restauranter, en atmosfære af eventyr og livsnydelse - og vi hopper med på galejen. 
(Sol)badning, lækker mad, gåture med sand imellem tæerne, køreture i vores utilregnelige buggy og champagne i troperegn. Livet er ligeså sødt, som de solmodne ananas.

Vi forlader det smukke Buzios og kører mod centrum af Rio de Janeiro - puls når den er højst! 
Rio er for alle, rig, fattig, gammel, ung, homoseksuelle, turister, grønne parker, herreløse hunde, slum, forurening, hvide sandstrande, aber, diamanter, maleriske udsigter fra sukkertoppen, mod Favelaerne, ucharmerende skyskrabere, smukke gamle bydele, det er lommetyve, foldbold -og numsekultur, kriminalitet, korruption blandet med en hjertelig befolkning. Det er bikinier, religion, kultur, fest, stemning, trafikkaos, karneval og sorgløse unge mødre, det er samba, øl, Cachaça og Feijoada. Rio er et sandt sansebombardement og vi befinder os midt i det!

Fra alt hvad der er menneskeskabt bevæger vi os nu mod "De store vande" Fos do Iguacu, som grænser mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. 
Et naturfænomen hvis kræfter er så enorme at det slet ikke er til at begribe. 
Vi vælger at møde vandfaldene på tre måder. Vores første bliver fra helikopter, herefter fra brasiliansk side, hvor vandfaldene står som et smukt maleri foran os med sine 275 vandfald. En fuldstændig fantastisk oplevelse. Den største er dog at se dem fra Argentina siden. Her bevæger vi os på toppen af vandfaldene. Det ene smukke vandfald efter det andet bruser frem mellem det klippebelagte landskab af frodige sammefiltrede træer og buske. Mit kamera er rødglødende for jeg skal ikke misse dette syn, som jeg nok aldrig kommer til at se igen.  
Vi fornemmer det allerede flere hundrede meter inden, kræfterne forude! Det er en underlig følelse af "stilhed før storm", da vi går langs den massive jernbro, bygget over floderne, som munder ud i "Djævlens Gab".

Klimaks - Pludselig står vi midt i det. Et af verdens største vandfald og jeg fatter det ikke rigtigt, før en argentinsk kvinde kigger på mig med tårerfyldt øje. Hun spreder armene ud og udbryder "This is Argentina!". Det går op for mig, hvor priviligeret jeg egentlig er. Her står jeg, på den anden side af jordkloden med en udsigt, som kun de færreste får lov at opleve og kvinden her har måske drømt om dette øjeblik hele sit liv, men først nu fået muligheden til at udleve drømmen. Nu står hun her, jeg står her, vi står her, sømanden og jeg! 
Når jeg tænker på den oplevelse det er at stå med ansigtet rette mod de enorme naturkræfter, mærke støvregnen mod mit ansigt, se de utallige regnbuer, hvor end øjet skuer og høre det brusende vand der slet ikke vil holde op med at strømme, så har det sat sig som en erindring jeg aldrig vil glemme  - kamera eller ej.

Tilbage i flyvemaskinen efter tre storslående dage omkring Iguassu vandfaldene. Retur til Rio de Janeiros lufthavn, en flyvetur på knap to timer. Samme rejsetid, som turen fra Billund til Paris og vi bevæger os vel at mærke kun rundt i det østlige Brasilien. Nu venter en fire timers lang køretur mod byen Parati. Her vil vi tilbringe vores sidste fire dage i atlanterhavs regnskoven. 
Vi kører langs kysten hele vejen. For hver kilometer nærmere vi os den forestilling jeg har om Brasiliens eventyrlige land - så enestående at det ikke kan findes noget andet sted på jorden. Alting er lidt mere grønt og frodigt. Blomster som vi har stående hjemme i en potteplante gror vildt omkring. Kokosnødder, limefrugter og bananer plukkes i skoven og sælges ved små boder langs vejen. Bygningerne er smukke uden at være nogle arkitektoriske mesterværker. Alting udstråler "The simple life" og det fascinerer mig dybt ind i hjertet. Jeg er fuld af beundring over stedet og folket der lever her og beundringen bliver bestemt ikke mindre, da vi ankommer til vores ny hjem med sin beliggenhed på en bjergskråning i den smukke atlanterhavsregnskov. Fra vores lille charmerende hytte kan vi se lige ud i den sammefiltrede jungle og høre vandfaldet der risler og bruser nedenfor. Vi befinder os midt i naturen og vi elsker det lige med det samme begge to.

Det bliver tidlig mørkt i Brasilien. Omkring kl 18 er det som om stikket bliver trukket ud, så hurtig forsvinder solen. Ikke som i Danmark med de meget lange og smukke solnedgange. 

Vi beslutter os for at spise på den tilhørende restaurant Le Gite d´Jndaiatiba (Ja prøv lige at udtal det!?). En restaurant ejet af to mennesker, som har udlevet livsdrømmen, om et Bed and Breakfast kombineret med en restaurant in the middle of nowhere, men grundet fantastisk kogekunst er det blevet et sted folk kører til for at opleve. For os bliver vores første møde her også en oplevelse vi sent vil glemme.

Regnen siler ned, det er mørkt og vi famler os vej fra hytten og mod restauranten af en mindre sti, kun oplyst af små fakler. Værtsfamilien, bestående af franskmanden Olivier, hans brasilianske kone Valérie og deres datter, sidder og spiser aftensmad og vi bliver budt velkommen og sætter os ved et bord med levende lys. Vinduer og døre står på vid gab og hyggen bliver større ved lyden af regnen udenfor. Hele indretningen emmer af charme og personlighed, med åben kamin, bogreoler og billeder af familien gennem tiden.

Vi når lige at bestille før lynene slår ned, meget tæt på. Regnen tager til og det trækker op til storm. På kort tid er alting et mindre kaos. Døre og vinduer skal lukkes i en fart og udenfor lyder det som om regnskoven er ved at falde ned over os. Strømmen går og kun lynene som kommer med få sekunders mellemrum lyser op. Jeg kigger på sømanden og siger "er det her normalt??" hvortil han svare at det er helt normalt i regnskoven. Det beroliger mig lidt. Thomas hjælper med at fjerne et par af de træer der er væltet udenfor indgangen, flere stearinlys kommer til og lyser hele restauranten op, mens lyn, torden og regn fortsætter med at rase udenfor. Et øjeblik af inderlig romantik. 

Et engelsk par kommer til og fortæller at de nær ikke var kommet frem, fordi træer lå væltet ind over kørebanen. Et sted får de lige sneget bilen under et træ. En usædvanlig aften, hvor 

der ikke er andet at stille op, end at indrette sig under naturens uanede kræfter.

Lyset sniger sig gennem sprækkerne i de lukkede vinduesskodder og vækker os tidligt skærtorsdag morgen. Gårsdagens tumult har lagt sig og solen med sin varme er på sit højeste allerede imens vi spiser morgenmad. 

På med rygsækken - klar til at agere vildmarksmænd i den smukke og lidt barske regnskov. Vi finder en sti, som efter sigende skal føre os til et virkelig smukt udsigtspunkt udover atlanterhavet. Vejen bærer kraftigt præg af det voldsomme uvejr, så vi planker den, smyger os og kryber gemmen træer og krat der ligger knækket hulter til bulter.

Målet er fortræffeligt og vi slår os ned på en klippe, splitteragende Hans Jørgen for her er vi vist de eneste mennesker i miles omkreds.

En dag prøver vi et spisested langs landevejen. Fra afstand kan vi allerede regne ud at her ikke er den bedste hygiejne, men maden smager godt og det er et billigt måltid. Efterregningen skal så vise sig at komme senere. 

Jeg vågner tidligt med med følelsen af kvalme og dårlig mave. Resten af dagen tilbringer jeg nær et toilet. Øv, vores rejse er forholdvis kort, så vil ikke gå glip af noget og nu tvinger det lortemåltid der rumler rundt i mit system, mig til at gå i seng. Sømanden pusler om mig, men der skal noget til at holde gang i sådan en klippert til nordjyde, så han går i restauranten. Imens nyder jeg lyset fra kaminen, som er vores eneste lyskilde sammen med en håndfuld stearinlys. Strømmen er endnu ikke vendt tilbage efter uvejret forleden. Regnen tæsker ned udenfor og inden længe sover jeg. Jeg vågner ved at Thomas står foran mig, som en druknet mus og med en bakke mad. Valérie, som er den søde værtskvinde har tryllet lidt til mig. Der er noget troldkvinde over hende for hendes hjemmelavede kartoffelsuppe og citronte fra haven gør godt. Så godt at jeg er frisk efter en god nattesøvn - med dejlige drømme. 

"At rejse er at leve", sagde H.C Andersen. Han var god til det med eventyr. Vores er et sandt ét af slagsen og jeg oplever følelsen af at leve dybt ned i min mave og ud i alle kroppens celler.

Hjemme igen. 

Jeg kan stadig fornemme det gyldne sand imellem mine tæer, støvregnen fra det enorme vandfald, duften af den grønne regnskov, smagen fra de solmodne ananas, udsigten fra vinduet, imens Brasilien ruller forbi og lykkefølelsen over at opleve det hele sammen med min hjertenskære sømand!